Store annoncører forlader Google efter reklamer på ekstremistfilm
En række af de helt store annoncører har sagt stop, efter at deres reklamer blev vist på filmklip med ekstremister. Den britiske regering kræver en plan fra Google i denne uge.
En række af de helt store annoncører har sagt stop, efter at deres reklamer blev vist på filmklip med ekstremister. Den britiske regering kræver en plan fra Google i denne uge.
Internetgiganten Google får nu sat stolen for døren af en række store virksomheder, der trækker deres annoncer på Google og datterselskabet YouTube tilbage, fordi annoncerne er blevet vist sammen med videofilm fra blandt andre en tidligere Ku Klux Klan-leder og andet ekstremistisk materiale.
Den britiske mediegigannt Sky, telegiganten Vodafone og tre store banker - heriblandt Royal Bank of Scotland - blev hen over weekenden føjet til listen over store virksomheder, annoncefirmaer og myndigheder, som allerede har indstillet deres annoncering hos Google, mens McDonald's, L'Oréal, Audi, Sainsbury's og BBC er blandt dem, der overvejer at gøre det, skriver den britiske avis The Guardian, som også selv har trukket sin annoncering væk fra Google-imperiet.