Stor Lockheed Martin-ordre til Terma
Den danske forsvarsleverandør har fået håndslag på endnu en aftale om dele til det amerikanske kampfly Joint Strike Fighter.
Den danske forsvarsleverandør har fået håndslag på endnu en aftale om dele til det amerikanske kampfly Joint Strike Fighter.
Terma skal levere dele af kompositmateriale til hi-tech-jagerflyets højderor, og den aftale - der løber indtil 2019 - har en værdi af 95 millioner dollar (520 mio. kroner), skriver Terma på sin hjemmeside.
Ordren kommer som opfølgning på en lignende aftale mellem partnerne, der blev offentliggjort i september. Her havde aftalen en værdi af 97 millioner dollar.
Terma har været inde over arbejdet med at skabe den næste generation af kampfly, siden arbejdet gik i gang i 2000. I 2006 blev den første ordre mellem Lockheed Martin og Terma underskrevet.
Joint Strike Fighter, også kendt som F-35, er en af de flytyper, som regeringen ser på i forbindelse med, at de danske F-16-jagerfly skal udskiftes inden for en årrække. Pt. ser det ud til, at regeringen har tre flytyper at vælge imellem - deriblandt F-35.