En af de allermest populære musicals får nu en dansk version. Til januar næste år er der premiere i Tivolis koncertsal på  »Chess«,  musical fra 80'erne med musik af Björn Ulvaeus og Benny Andersson  og tekster af Tim Rice. Med hits som »One Night in Bangkok« og »I Know him so well«, blev det fra 1986 et stort hit i London-versionen med Elaine Page og Tommy Körberg, og de to hovedroller bliver i den danske version besat med Xenia Lach-Nielsen og Stig Rossen.

Begge stærkt rutinerede navne på musical-scenen, hvor især Stig Rossen har en særlig historie bag sig. Han slog igennem som Jean Valjean i »Les Miserables« i London i starten af 90'erne og har siden angiveligt spillet rollen over 1500 gange i ti lande. For tiden spiller han også i Tivoli - i den komiske sag »Spamalot«, og han har også tidligere haft rollen som den russiske skakmester Anatoly i »Chess«. Først da Fredericia Teater satte musicalen op i år 2000 - og da stykket året efter var på Danmarksturne i en opsætning af det selskab, som Rossen selv havde stiftet sammen med instruktøren Mikkel Rønnow.

Det er også teaterproducent og kapelmester Mikkel Rønnow, der står bag den nye version af Chess, der sættes op med ny iscenesættelse, scenografi og koreografi. Han satser på, at den klassiske musical kan få nyt liv:

»Forestillingen er ofte blevet opført i koncertversion, men jeg har længe gået og drømt om at lave den ultimative musical-udgave til det danske publikum med det helt store udtræk på scenen – og for første gang i en dansk version, som kan give mening på en ny måde for et stort dansk publikum, siger Mikkel Rønnow i en pressemedelelse.

Handlingen i »Chess« er et møde mellem den russiske og amerikanske skakmester i en kamp om verdensmesterskabet - med koldkrigs-temaet som ramme over et indbygget kærlighedsdrama. Og selv om musicalen bliver på dansk, er det engelske musical-folk, der er hyret til at bringe den til live på scenen med instruktør Mark Clements i spidsen.