Gennem to dage og én nat krøb den IT-studerende sammen med sin familie i bygningens kælder, mens regeringshærens bomber regnede ned over deres by, som stadig er under oprørernes kontrol.

Da mørket faldt på den anden dag, hørte de den karakteristiske lyd af helikoptere efterfulgt af den let fløjtende lyd af ting, som falder ned fra himlen. Snart krøb en mærkelig lugt ned ad kældertrappen.

»Folk begyndte at råbe ude på gaden, kemikalier! kemikalier!,« fortæller den 25-årige Muhammed al-Hanash over telefonen fra Syrien.

Angrebet på den syriske by Douma lørdag, hvor der ifølge vidner og læger blev brugt kemiske våben, har givet genlyd langt ud over det krigshærgede lands sammenstyrtede bygninger. Det har skabt spændinger mellem verdens stormagter og truer med at inddrage endnu flere parter i den uoverskuelige borgerkrig.

Præsident Donald Trump i Washington har lagt sig fast på at straffe ikke alene Syriens præsident Bashar al-Assad, men også Syriens russiske og iranske allierede. Onsdag sagde en russisk embedsmand, at ethvert amerikansk missil over Syrien ville blive skudt ned, men det fik blot Trump til i en tweet at råde russerne til at »gøre sig klar« til missilerne, som ville være »fine og flotte og 'smarte'.«

Syrien, Rusland og Iran har alle afvist, at der har været anvendt kemiske våben, og de anklager i stedet oprørerne og nødhjælpsarbejderne for at opfinde historien for at vinde sympati i nederlagets stund.

Der har endnu ikke været internationale efterforskere på stedet, men Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) vil sende et hold ind.

Videofilm og vidneudsagn

Mens mange detaljer om angrebet endnu er uklare, har New York Times gennemset flere end tyve videoklip af tiden umiddelbart efter angrebet, gennemlyttet snesevis af interviews med indbyggere, lægefagligt personale og nødhjælpsarbejdere:

Alt tyder på, at regeringsstyrkerne i et forsøg på at nedbryde oprørernes viljestyrke kastede flere bomber over Douma indeholdende en eller flere typer kemikalier, der medførte kvælningsdøden for i hvert fald 43 mennesker og sendte adskilligt flere på sygehuset.

»Man forestillet sig, at man er nået til Dommedag, og døden hersker overalt omkring en,« siger den studerende Muhammed al-Hanash.

»Det var en scene, du ikke ønsker for nogen at skulle overvære: gamle mænd, kvinder og børn, der skreg og led.«

Uanset hvilket kampstof, som blev anvendt, så virkede angrebet: Mens redningsholdene flere timer senere stadig var i færd med at bjerge ligene, indvilligede oprørerne i at overdrage byen til regeringshæren og lade sig og sine familier fragte til et andet område.

Tøndebomber

Douma lidt nordvest for Damaskus havde været kontrolleret af oppositionen siden oprørets begyndelse, og det var den sidste sådanne by i det østlige Ghouta – en samling forstæder til den syriske hovedstad.

Fredag brød oprørernes forhandlinger med regeringen sammen, og regeringshæren indledte en ny offensiv: tungt artilleri beskød byen, mens kampfly og helikoptere kastede bomber, fortæller indbyggerne.

Efter et angreb lørdag eftermiddag begyndte 15 mennesker at hoste voldsomt, fortæller Mahmoud Adam fra Syriens Civilforsvar, en frivillig gruppe som også går under navnet De Hvide Hjelme. Vidner fortalte, at det lugtede som klorgas – et kampstof, som gentagne gange har været anvendt i borgerkrigen.

Senere samme aften hørte Muhammed al-Hanash helikopterne og den fløjtende lyd, som han siger skyldtes tøndebomber med en eller anden form for kemikalier.

»Da tønderne faldt, begyndte vi at lugte denne lugt,« siger han og beskriver den som »sødlig.«

Folk i en nærliggende kælder begyndte at skrige, og redningsfolk bar senere seks mennesker op, som var besvimet.

En anden tøndebombe landede på en seng på den øverste etage af et beskadiget hus. Den eksploderede ikke, viser en videofilm, som en aktivist senere tog på stedet.

En tredje bombe blev fundet på taget af et menneskefyldt stormagasin i byens midte, viser endnu en videofilm.

Redningsholdene fandt snesevis af mænd, kvinder og børn, der lå livløse i bygningen. I nogle ekstremt brutale videoklip af sceneriet ses de døde, som ikke bærer synlige spor af kvæstelser, men som derimod har hvidt skum om munden og omkring næseborene. Nogle af dem syntes at have forbrændte hornhinder.

Mil Mi-8 helikoptere

Flere indbyggere fortalte sidenhen, at de havde hørt lyden af helikoptere omkring tidspunktet for angrebet. Et netværk af frivillige observatører, der holder øje med det syriske luftrum, fortæller, at to Mil Mi-8 helikoptere fra det syriske luftvåben var blevet set forlade Dumayr luftbasen og flyve mod Douma.

Efter angrebet ankom en bølge af ofre til en lokal klinik, fortæller en medicinstuderende, der arbejdede på stedet.

Da der savnedes medicinsk udstyr valgte de tilstedeværende at overhælde patienterne med vand og hvor det var muligt at behandle med respiratorer og medicin, fortæller han. En patient havde muskelspasmer og kæmpede for at få vejret, inden han besvimede, hostede blod op og døde.

»De fleste af de alvorlige tilfælde døde på hospitalet.«

Oversættelse: Lars Rosenkvist