»Kællingekløften« er titlen på en uhyre interessant afhandling, skrevet af Benjamin Vilmann. En ung cand.pæd.pæd.phil., der fra vuggestue til gymnasiet er opfostret af den pædagogiske filosofi, der kaldes den anerkendende pædagogik. En retning, der har været altdominerende de sidste 30 år i Danmark og det øvrige Skandinavien, men som aldrig er slået an i vores øvrige nabolande.

Kællingekløften er et gammelt grønlandsk mundheld om et sted, hvor de gamle kunne kaste sig ned i, når de ikke længere kunne bidrage positivt til samfundet. Vilmanns analyse er, at den anerkendende pædagogik, der tager udgangspunkt i, hvad barnet udtrykker frem for at stille krav og sætte grænser, er en eklatant fejltagelse. En erkendelse som mange uden for de pædagogiske miljøer også er kommet frem til. Danmark fremstår i dag som klodens måske mest infantile land, hvilket er både uklædeligt og dyrt.

Mandag 2. oktober skrev psykolog og parterapeut, Finn Korsaa, her i Berlingske i kronikken »Det særligt sensitive barn«:

»Gennem de senere år har interessen i stigende grad været knyttet til ideen om barndommens bevarelse. Denne barokke idé bygger på en pædagogik, der fordrer, at barnet skal beskyttes mod livets realiteter. Det skal ske ved hjælp af en særlig sensitiv omgangstone. Disse bestræbelser har allerede haft betydelig succes, som det fremgår af ADHD-epidemien.«

ADHD er en lidelse, der ikke var opfundet, dengang jeg var barn. Desværre er det ikke den eneste velfærdssygdom, som verdens lykkeligste befolkning døjer med og naturligvis har krav på offentlig behandling for. Senest har SFs kun 25-årige gruppeformand, Jacob Mark, foreslået gratis psykologhjælp uden henvisning fra en læge til unge med f.eks. kærestesorg.

Forslaget har heldigvis ingen politisk gang på jorden. Men det er et klart udtryk for en tankegang hos unge, der er børn af den første generation af forældre, der for alvor har taget skade af den anerkendende pædagogiks utilsigtede effekter. Der er opstået en alt for dyb tiltro til psykologer som mirakelmagere, der mod klækkelig betaling kan forhindre mennesker i at opleve, at livet også er smertefuldt.

Et bubberfiseret Danmark

At være voksen og kunne tilsidesætte sig selv er ikke en respekteret dyd i Danmark. Til gengæld er det populært at holde fast i barnet i sig selv. Bedst illustreret af infantile TV-værter, som f.eks. Jacob Riising og Louise Wolff, der ved DRs 90 års fødselsdag talte til os seere, som var vi til børnefødselsdag.

»Vi er så spændte og lidt nervøse, der er så mange stjerner herude,« fortalte de med overstadig pattebarnsbegejstring om de kolleger, de møder hver anden dag i DRs kantine. Og det i en reklame for showet midt i TV-Avisen.

Nej, intet må være alvorligt i Danmark, medmindre vi skal ynke nogen. Vi skal helst have det sjovt hele tiden. Dette bubberfiserede kulturelle karaktertræk ved det moderne Danmark er både dumt og dyrt, og det ruster ikke de kommende generationer særligt godt til at agere i en voldsom og problematisk verden.

Mens vi har travlt med at debattere og forsvare danske værdier, er det også tid til at se kritisk indad og skubbe de infantile idealer ned i kællingekløften og give plads til de voksne. Jeg håber, der er nogen, der har lyst til at være det.