På Facebook skinner Solen altid. Her er en uendelig strøm af perfekte feriebilleder, glade børn og samvær. Her samles den elskede familie med de evigt grinende venner på de ufatteligt lange løbeture med den ualmindeligt gode karriere.

Hver gang jeg ser endnu et solbeskinnet billede, føler jeg et lille stik af misundelse. For gid det var mig, som sad der i Solen og solede mig. Gid det var min ferie, mine venner, min familie, mit bryllup, mit job, mit liv. Jeg er ikke alene. Fire tyske sociologer fra Humboldt Universitet har fundet ud af, at Facebook gør os helt grønne af misundelse.

Vi kan tydeligvis ikke rumme al den lykke og alle de likes. Vi vender det negativt mod os selv i selvhad og mindreværd. Det ødelægger vores liv, og giver os lyst til at ødelægge de andres liv og lykke gennem sladder og bagtalelse. For en ondskabsfuld kommentar kunne måske pifte luften ud af al den idyl, håber vi i vores stille, bitre sind.

Vi bliver fanget i en ond spiral af misundelse. En såkaldt selfie-spiral, som løber hurtigere og hurtigere rundt med os og vores følelser. Hver gang vi gribes af misundelse lægger vi et misundelsesværdigt billede op fra vores eget liv. Hvad der kun gør ondt værre for os og de andre. Udfra en fejlagtig tyrkertro på, at de andres yoga-ferie i Thailand kan fordrives med billeder af min hindbærtærte i Tisvilde.

Vi ser nu verden og de andre gennem grønne briller og det er grimt. Konstant og manisk er vi på jagt efter nye fotosessioner og scener som skal ødelægge de andres jagt efter de samme magiske Facebook-øjeblikke. Vores venner er blevet til fans, som skal give os så mange likes som muligt, for at dulme den umættelige følelse af ikke at slå helt til. For vi prøver desperat at drukne selvhadet i selviscencesættelse og selvsikre selvfremstillinger med ringe held og stadigt større krav.

Vi bliver hverdagsnarcissister fordi kun den narcissistiske adfærd kan beskytte vores skrøbelige sind mod vægten og voldsomheden af de andres livsbilleder. Målet er at slippe ud af vores egen mismod ved at gøre de andre mindst lige så misundelige og mismodige.

Resultatet er et uhyggeligt og destruktivt uendeligt våbenkapløb af misundelsesværdigt liv, hvor alle er misundelige på alle. Her er ingen vindere, blot en fælles umættelig negativ trist følelse næret af den uendelige strøm af nye billeder og flere likes. Misundelse er en grim tabu-ting. Vi liker derfor de andre for at skjule for dem og os selv, hvor ondt det gør med al den succes. Målet er at vise dem med vores likes, at vi slet ikke er jaloux og næres af så grøn og primitiv en følelse som misundelse.

Her prøver vi så at dulme vores venners usikkerhed og skjule vores sande følelser. Vi søger at råbe til dem, at de er okay på trods af spiralens hastighed og voksende krav. At netop deres løbetur og liv er noget som er værd at misunde. At vi har set og forstået deres følelse af ikke at slå til på Facebook. Et lille bitte plaster på såret, men ingen likes kan for alvor stoppe selfie-spiralen. Den løber blot hurtigere og hurtigere like for like, billede efter billede. Løsningen er ligetil. I misundelsen er en mulighed og moral. I det grønne monster gemmer sig en sund lyst til at forandre vores liv. Det vigtige er jo ikke, hvordan andre ser og liker vores billeder, men hvordan vores liv er og kan blive.