Regeringen fremrykker asylændringer
Statsministeren har planer om at fremrykke ændringerne af asylreglerne, som regeringen barsler med.
Statsministeren har planer om at fremrykke ændringerne af asylreglerne, som regeringen barsler med.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil fremrykke ændringerne af asylreglerne, som regeringen barsler med. Det siger hun under tirsdagens spørgetime i Folketingssalen.
»Vi har allerede sendt lovforslaget om asyl i høring. Vi forventer at fremsætte lovforslaget i næste uge. Og vi har valgt at fremrykke virkningen, så loven skal gælde ved lovens fremsættelse og ikke først efter vedtagelsen,« siger Helle Thorning-Schmidt.
Regeringen valgte i oktober at foreslå en ændring af asylreglerne på grund af det stigende antal flygtninge, der kommer til landet. Man forventer, at der i løbet af 2014 vil komme 20.000 til Danmark.
Konkret vil regeringen give en særlig tidsbegrænset opholdstilladelse på ét år til personer, der ikke er individuelt forfulgte i hjemlandet, men flygter fra borgerkrige eller lignende konflikter.
Lovforslaget vil blive fremsat i Folketinget allerede i næste uge.
»Vi har valgt at fremrykke virkningen, så loven skal gælde ved lovens fremsættelse og ikke først efter vedtagelsen,« siger Helle Thorning-Schmidt.
BNB