Online til enhver tid
31-årige Mette Hybschmann, der er HR chef hos McDonald’s, er altid online – også i sin ferie. Hun mikser både arbejde og fritid, så det hele flyder sammen.
31-årige Mette Hybschmann, der er HR chef hos McDonald’s, er altid online – også i sin ferie. Hun mikser både arbejde og fritid, så det hele flyder sammen.
Mette Hybschmann, 31 år, HR chef hos McDonald’s, bor sammen med sin kæreste, har ingen børn. Holder i alt seks ugers ferie - to uger om sommeren, to uger i efteråret og to uger i januar/februar.
Er du online i din ferie?
»Jeg er altid online. Indimellem kan jeg rejse nogle steder hen, hvor der ikke altid er wi-fi, men som udgangspunkt er der efterhånden wi-fi mange steder. Det er tit en kombination af sociale medier, nyheder og e-mail, som jeg bruger en halv times tid på hver dag. Jeg tjekker arbejdsmailen for at sikre, at der ikke er noget kritisk, men selvfølgelig skal jeg også have en finger på pulsen og hjælpe til, hvis der er noget, der skal tages hånd om, mens jeg er væk.«
Kan du slappe af på ferien, når du samtidig skal være online hver dag?
»Ja, det synes jeg netop godt, at jeg kan, for så får jeg hurtigt tjekket, at alt er, som det skal være. Bagefter kan jeg vende tilbage til ferien og koble af. Jeg synes nemlig ikke, at man skal skille tingene ad som sort og hvidt. For mig at se handler det om, at tingene er i balance, og man ikke føler, at det er for stort et pres, men at det bliver et naturligt flow i ens liv. Jeg mikser arbejde og fritid, så det flyder sammen, og på den måde føler jeg ikke noget pres. Jeg er stort set altid online og følger med i, hvad der foregår, så jeg har ikke et behov for at komme ud på en øde ø og være væk fra det hele. Det fungerer ikke for mig.«
Kan det overhovedet lade sig gøre ikke at tjekke dine e-mails, når du er leder?
»Ja, det kan det faktisk godt. Jeg skal bare koordinere det og uddelegere opgaverne. Jeg har nogle dygtige folk i mit team, som har hver sine områder og tager et stort ansvar der. Hvis jeg briefer dem og siger, at jeg holder ferie, og de må svare på spørgsmål, hvis der er noget, så klarer de det fint. Nogle gange siger jeg til dem, at hvis de er i tvivl, mens jeg er på ferie, må de træffe den beslutning, de finder bedst.«
Hvad siger din kæreste til, at du skal tjekke din arbejdsmail i ferien?
»Min kæreste synes, at det er helt okay. Det er bare en del af mit job, og det ansvar, jeg har. Han accepterer det og støtter op om det, så længe det ikke går ud over parforholdet, familien og vennerne.«