Komiker og TV-stjerne Bill Cosby er for første gang blevet sigtet for sine påståede sexforbrydelser. Onsdag aften blev han fremstillet for en dommer i Pennsylvania, og sigtelsen er først og fremmest et udtryk for, hvor langt USA er nået det seneste halve snes år. For der er intet i kendsgerningerne, der har ændret sig; offeret og omstændighederne er de samme, som dengang sagen første gang kom frem.
Til gengæld har tiderne ændret sig.
Dengang i 2004 hævdede Andrea Constand, at Bill Cosby havde bedøvet hende med vin og piller, og at hun var hjælpeløs over for hans overgreb. Men den daværende anklager i Philadelphia nægtede at forfølge sagen, fordi – lød hans argument – »en sag vil stille Cosby og kvinden i et meget lidt flatterende lys,« skriver nyhedsbureauet AP.
Anklageren indikerede således, hvad anklagere og efterforskere i en menneskealder har sagt: At det er bedst, hvis den slags anklager bliver dysset ned, og at kvinderne sikkert selv har været lette på tråden.
Og netop i tilfældet med Bill Cosby var bevisbyrden ekstra høj. Han var trods alt Cliff Huxtable, en hel generations far fra den ubetinget mest populære TV-serie i 1980erne, »The Cosby Show«, der under titlen »Cosby & Co.« også gik sin danske sejrsgang. Hvis Bill Cosby af alle mennesker skulle slæbes gennem en sexsag, ville det berøve de samme seere et forbillede og en sjæleglad plet i deres erindring.
Men tiderne har ændret sig. Ikke kun fordi flere end 50 kvinder siden har anklaget Cosby for sexovergreb, også fordi samfundet har vendt faktorerne om, bl.a. gennem Obama-regeringens fokus på en epidemi af seksuelle overgreb på USAs universiteter. Det er nu samfundsmæssigt vigtigere at yde ofrene retfærdighed end at beskytte en fiktiv idealforestilling om sømmelighed.
Det er, hvad Cosby-sagen er udtryk for.
Sexforliget der blev begravet
Ganske sigende er det reminiscenserne fra den gamle verden, som har ført til sigtelserne. Da Andrea Constand i 2004 ikke kunne få myndighederne til at rejse en sag, anlagde hun et civilt søgsmål mod Cosby.
Hun indhentede ifølge Washington Post vidnesbyrd fra 13 andre kvinder, som kunne fortælle den samme historie – at de var smigrede over Cosbys tilbud om hjælp og karriereråd, men at de havde afvist ham seksuelt.
På et tidspunkt fyldte han dem med vin, spiritus og piller og voldtog dem. Den civile sag endte med et forlig, hvor Cosby erkendte sin seksuelle modus operandi og betalte erstatning til Constand, og sagen blev derefter begravet og båndlagt med tavshed.
Men i sommer besluttede en dommer at offentliggøre forligsdokumenterne, fordi Cosby siden »har ført sig offentligt som moralist … og givet udtryk for sine idéer om bl.a. børneopdragelse, familieliv, uddannelse og kriminalitet,« skriver Washington Post. Med en sådan offentlig moraliseren har Cosby kastet sig »ind i kernen« af de spørgsmål og ophævet sin ret til mørklægning af sin egen fortid.
Den nye anklager i Philadelphia læste forligsdokumenterne og Cosbys erkendelse af talrige overgreb, og han konstaterede, at 12 års-forældelsesfristen for sexoverfald udløber i januar, og at han skulle skynde sig. Sigtelsen mod Bill Cosby kom på årets næstsidste dag, og oprulningen af en ganske anden slags »Cosby Show« vil formentlig følge i det nye år – uden at der bliver noget at grine ad.