En dag i marts sidste år tændte Nabiha sin computer. Sangerinden med de afrikanske rødder og det borgerlige navn Nabiha Bensouda var i London for at arbejde på sit andet album, og på computeren havde hun gennem Facebook og danske nyhedssider direkte adgang til, hvad der foregik i Danmark.

Aarhus lagde gader og værtskab til en demonstration arrangeret af den højreekstremistiske gruppe »English Defence League,« og hvor den nyhed ikke imponerede Nabiha, følte hun sig anderledes opløftet af flere tusinde danskeres budskab på Facebook; der skulle arrangeres en moddemonstration.

»Jeg kan huske, at jeg følte mig rigtig stolt. Jeg sad i et andet land og kunne ikke rigtig gøre noget, selv om demonstrationen jo var rettet mod mig og min familie og alle, som er bare lidt anderledes,« husker Nabiha.

I stedet for at råbe slagord efter de nazistiske demonstranter og komme i karambolage med dem, valgte moddemonstranterne at gå deres egen rute for at symbolisere, at Aarhus ikke er hjemby for højreekstremistiske holdninger.

»Det var bare så smukt, og jeg blev så inspireret af det. Jeg kan huske, at jeg tog i pladestudiet senere den dag og fortalte de andre om det. Alle syntes, det var en fed måde at slå den slags holdninger ihjel på, og min sangskriver sagde: »Yeah, it’s like... kill it with love.« Ikke længe efter tænkte jeg, at det skulle en af mine sange sgu da hedde: »Kill it with love,« fortæller Nabiha, som brugte resten af dagen i pladestudiet på at skrive sangen, som handler om at stole på det, man ved, er det rigtige.

»Det er blevet til et nummer på min nye plade, som jeg næsten ikke kan vente med at spille live, for jeg ved bare, at jeg kommer til at skulle have al den energi ud, som jeg følte dengang.«

Sangen »Kill it with love« er at finde på Nabihas andet album, »Mind the Gap«, som kommer på gaden mandag. Den 29-årige sanger med rødder i Mali, Gambia, Marokko og Danmark havde i 2010 stor succes med debutalbummet »Cracks« og blandt andre sangene »Deep Sleep« og »Trouble.«

Fra i 2010 at spille som opvarmning for andre sangere, blandt andre Rasmus Seebach, spiller hun nu selv som hovednavnet til store, udsolgte koncerter. Og som vinder af den europæiske musikpris »European Border Breakers Award« i år, er hun så småt ved at skabe opmærksomhed uden for Danmarks grænser.

Det er både her og i hverdagen i det københavnske, hun finder inspiration til sin musik. Som når en demonstration inspirerer til en sangtitel, eller når hun, efter flere gange at have hørt højtalerstemmen i Londons undergrundsbane sige »Mind the Gap,« opfinder omkvædet til 2012s landeplage af samme navn.

Nu gælder det den svære toer. En mere eftertænksom toer, siger Nabiha, som på sit nye album har ladet sig inspirere af alt det, der er sket i hendes liv mellem debuten og opfølgningen.

»Der er gået nogle år, og der er sket en masse forandringer i mit liv. Jeg laver stadig musik, jeg arbejder stadig meget i pladestudiet, og jeg spiller stadig en masse koncerter, men alt sker i et større omfang. Der kommet mere tryk på,« siger hun.

Nabihas velkendte krusede hår er skiftet ud med en enklere og strammere knold. Hun er blevet ældre. Hvor den første plade, som bød på legesyge og rytmiske sange, handlede om »at have det sjovt og hygge sig,« som hun udtrykker det, siger Nabiha selv, at hun er blevet en anelse mere seriøs med alderen.

»Det gennemgående tema på den nye plade er, at man skal stole på sig selv. Man kan hurtigt komme i tvivl om det, man gør, er rigtigt. Så skal man nogle gange lige minde sig selv om, at det er okay, og at man skal følge sit hjerte,« siger hun.

»Det kan godt være lidt skræmmende at stå ved sig selv, for det letteste er måske at gøre, hvad der bliver forventet af en, eller hvad ens omgangskreds gør. Men måske har vi kun ét liv, og så skal vi også have det fedeste ud af det. Det får man kun ved at turde stå ved, hvem man er.«

Nabiha er blevet bedre til at stole på sig selv. Meningerne flyver gennem rummet under dagens interview og dertilhørende photo shoot, hvor både stylist, den produktansvarlige fra Nabihas pladeselskab og fotografen hiver i hende.

Selv om fotografen har en mening, og den produktansvarlige en anden, er det Nabiha, der gennem hele photo shootet skærer igennem og med et smil får dem til at gå på kompromis. Hun ved efterhånden godt, hvordan hun vil have det, tøjet, makeuppen og fotograferingen.

»Jeg har tit haft brug for at give mig selv gode råd og sige: »Nabiha, nu gør du det sådan her. Det er det her, du vil, så du skal stole på dig selv. At stå ved sig selv er lettere sagt end gjort, og det er noget, man lærer gennem hele livet,« siger hun.

Sådan har det dog ikke altid været. Eller i hvert fald skulle troen på hende selv skubbes lidt på plads først.

Selv om Nabiha har haft inspirationskilder nok med moren, som er dansk-malisk, faren gambisk-marokkansk og en stor del af familien, som stadig bor i Afrika, vil hun ikke sætte en finger på, om der er en af kulturerne, der har inspireret hende mest som person og musiker. Det er ikke noget, hun tænker over til daglig, siger hun. Der er hun bare Nabiha. Alligevel har barndomshjemmet været med til at forme Nabiha, der er vokset op på Vesterbro som den ældste ud af syv søskende.

»Vi havde altid radioen kørende, og vi dansede meget til familiefester. Jeg tror, at mine forældre vidste, at jeg skulle musikken. Også før jeg selv vidste det,« siger hun.

Gennem årene i folkeskolen kastede Nabiha sig over et hav af instrumenter - alt fra obligatorisk blokfløjte i 1. klasse til trompet i 3. klasse.

»Da jeg begyndte i 4. klasse, sagde min lærer til mig, at jeg havde så store kinder, at jeg måske skulle prøve at spille tuba, og så fik jeg en tuba med hjem. Min mor kom og hentede mig på cykel og anede ikke, hvor vi dog skulle have den stående henne.«

Da Nabiha kom i puberteten var messinginstrumenterne »knap så fede,« som hun selv formulerer det, og den hurtigvoksende og derfor ofte kejtede Nabiha forsøgte sig først med trommer og dernæst keyboard.

»Jeg kunne ikke håndtere trommerne, fordi jeg ingen motorik havde, og keyboardet syntes jeg slet ikke var mig - det var endnu værre end trommerne. Til sidst sagde min lærer, at jeg skulle smutte op i koret og synge, og så gik det lige pludselig rigtig godt,« siger hun.

»Jeg har nok altid vidst, at det var det, jeg gerne ville, men det var ikke noget, jeg sagde højt, for jeg var ikke sådan et barn. Jeg kunne sagtens vente i kø, indtil de andre var færdige med at synge.«

Alligevel var det det velmenende skub fra musiklæreren, der fik hende til at turde tro mere på sig selv.

»Jeg kan huske første gang, jeg skulle synge for de andre elever, lærere og forældre. Det gik overraskende let, da jeg først var kommet i gang og var kommet mig over de værste nerver. Da jeg bagefter hørte klapsalverne, var det en skøn følelse at vide, at jeg havde gjort noget, jeg var god til.«

Samme følelse, omend i et mere afgørende omfang, ramte Nabiha igen, da hun efter gymnasiet var elev på Den Rytmiske Højskole i Vig. Til afskedsfesten hev gæstelæreren og guitaristen Søren Reiff hende til side og sagde, at han syntes, hun skulle satse seriøst på musikken.

»Søren sagde: »Hey, Nabiha, jeg synes, du kan noget, der er særligt, og hvis det er noget, du har lyst til, synes jeg, du skal prøve at satse på musikken,« genfortæller Nabiha, mens Danmarks efterhånden mest velkendte mellemrum kommer til syne mellem fortænderne under hendes brede smil.

»Jeg stod et sted i mit liv, hvor jeg gerne ville musikken, men hvor jeg ikke selv troede, at jeg kunne gøre det. Det, Søren sagde, gjorde mig sindssygt glad, for jeg havde brug for et skub og for at vide, at jeg godt kunne.«

Lige siden har Nabiha satset på musikken. Med andet album lige på trapperne behøver hun ikke megen betænkningstid, når hun bliver spurgt, hvor hun er om fem år.

»Om fem år skulle jeg gerne lave det samme som nu, bare i et større omfang. Det kunne være fedt at tage af sted på en Danmarks-turne efterfulgt af en Europa-turne. Det må gerne stikke helt af,« siger hun og fortæller, hvordan det er den slags begivenheder, der inspirerer hende til at lave endnu mere musik.

»Jeg skal ud og opleve mennesker og lade mig inspirere på den måde, for sådan er jeg selv. Der er mange, som tager op i et sommerhus i Sverige og sidder der i en måned og skriver deres musik. Det gør jeg også, men jeg har også brug for at være ude at se, opleve og smage ting, for at inspirationen til min musik er god og stærk. Det kan være alt fra, at jeg sidder på min cykel og kører rundt i Indre By, eller at jeg bliver inspireret af rejser, nye kulturer eller mad,« siger hun.

Det er den samme inspiration, hun får fra sit publikum, når hun optræder. Det nytter ikke bare at optræde for dem, hun skal også kunne mærke dem.

»Når jeg spiller live, har jeg altid lys på mit publikum, så jeg kan se de mennesker, jeg spiller for,« siger Nabiha.

»Og der skal ikke kun lys på de første rækker. Jeg skal også se hende, der står helt nede bagved, for det kan være, hun lige skal have en sang om lidt.«

Det kan godt være, der er kommet mere fart på Nabihas karriere, men hun forsøger på den måde stadig at tage sig tid til den enkelte. Knap er interviewet nået til sin ende, før det banker på døren - næste journalist står klar med spørgsmål.

»Du kan bare gøre interviewet færdig,« siger hun. Det kan godt være, Nabiha er efterspurgt, men hun har efterhånden lært at gøre tingene på sin egen måde.

»Man skal lige stoppe op og føle efter, hvad man har lyst til, for det kan godt være, at alle går til højre, men jeg skal faktisk til venstre. Nogle gange rammer jeg forkert, og nogle gange er det ikke det, jeg skal. Men så lærer jeg det i det mindste.«