Mange vil allerede kende Michelles historie fra dokumentarfilmen »Blodets bånd« fra i sommer, der lod resten af Danmark få et stærkt og skræmmende indblik i, hvordan livet som barn i en misbrugsfamilie er. Hvordan Michelle og hendes søskende levede med en far, der drak og tog stoffer for øjnene af dem, mens deres mor lukkede sine øjne i for problemerne.

I dag er Michelle – sammen med landets andre omsorgssvigtede børn – hovedperson på en konference på Christiansborg, der netop tager afsæt i de problemer, som filmen skitserer. Her vil socialminister Annette Vilhelmsen (SF) og centrale aktører som Red Barnet, Børnerådet, sundhedsplejersker og familieadvokater diskutere, hvorfor kommuner ikke tidligere griber ind i problemfyldte familier, og hvordan de udsatte børn kan hjælpes til at bryde den negative sociale arv.

Et af de helt store problemer i dag er, ifølge Børns Vilkår, at børn ikke bliver tilstrækkeligt inddraget i deres egne sager, når kommunerne skal finde løsninger til dem. Mange af de børn, der henvender sig til organisationen over Børnetelefonen, føler sig ligefrem tromlet ned af de ansatte i kommunernes socialforvaltning, når de griber ind.

Ifølge serviceloven skal der afholdes en samtale med det barn, som en børnesag drejer sig om. Men »en samtale« er for det første ikke tilstrækkeligt, og for det andet viser en praksisundersøgelse fra Ankestyrelsen fra 2011, at de lovpligtige samtaler kun blev gennemført i 63 procent af sagerne.
»Selv i de situationer, hvor der er blevet talt med dem, kan børnene ikke genkende det, der så bliver planlagt. Så rigtig mange af dem oplever, at de ikke bliver inddraget. Det er skidt for deres vilje til at tage ejerskab over hele processen. Det kan gøre sagsbehandlingen mere besværlig. Og nogle af de foranstaltninger, der sættes ind med, vil alt andet lige have sværere ved at virke. Det kan være en anbringelse eller en aflastningsordning. Hvis en anbringelse skal virke, skal barnet være med mentalt,« siger formand for Børns Vilkår Peter Albæk.

Samtale bør være mere i børnehøjde

Michelle  er enig i, at det kunne have gjort en forskel, hvis hun og hendes søskende i højere grad var blevet mødt i børnehøjde og var blevet forklaret ordentligt, hvorfor det var til deres eget bedste at blive anbragt uden for hjemmet. Eller hvorfor hendes bror, Daniel, der havde en ADHD-diagnose, ikke kunne komme med i hendes plejefamilie.

»Vi blev ikke spurgt, hvad vi syntes om, at de skilte os søskende ad. Daniel havde behov for at blive på børnecenteret, og plejefamilien kunne ikke have flere børn. Sådan var det bare. Beslutningerne blev truffet hen over hovedet på os, så mit tillidsforhold til dem i kommunen var ikke særlig godt,« fotæller hun.
Det, mener Michelle selv, er en af årsagerne til, at både hun og flere af hendes søskende endte i konflikter med deres plejefamilie og søgte tilbage til deres far.

Børn bør indrages i beslutninger

Løsningen er, ifølge Børns Vilkår, at stille nye og strengere krav til kommunerne om at inddrage børnene selv. De skal aktivt være med til at udvikle deres egen handlingsplan, og af hver børnesag skal det fremgå, hvorfor barnets ønsker i givet fald ikke er blevet imødekommet. Samtidig skal det sikres, at barnet forstår præcis, hvorfor et møde afholdes, hvad målet med det er, og hvem der deltager. Endelig skal kommunerne hvert år igennem en evaluering, som børnene skal svare på, der skal dokumentere, i hvilken udstrækning børnene rent faktisk føler sig hørt.

»Pointen er, at det nogle gange kan være den anden- eller tredjebedste løsning, der kan være den bedste, fordi barnet så til gengæld spiller med. Men det kræver et paradigmeskifte i kommunen,« siger Peter Albæk.

Socialminister Annette Vilhelmsen er enig med Børns Vilkår i, at børn skal inddrages i deres egen sag, men er omvendt ikke indstillet på at opstille flere regler for kommunerne, der i forvejen har pligt til at afholde børnesamtaler, inden der træffes væsentlige afgørelser i barnets liv.

»Det, der skal til, er en kulturændring blandt socialrådgiverne. Der er netop nu et arbejde i gang med at se på, om de 30 mio. kroner om året, der er afsat til efteruddannelse af socialrådgivere på børneområdet, bliver brugt på en fornuftig måde. Vi kan se, at netop metoder til at inddrage børnene er blandt de mest efterspurgte kurser. Så det er tilsyneladende noget, som, socialrådgiverne synes, er svært. Derfor er det også helt oplagt et område, jeg vil have styrket, når vi skal have omlagt efteruddannelsen,« siger Annette Vilhelmsen.