Mubarak frikendes for mord på demonstranter
De fleste anklager mod Mubarak og hans egyptiske regime er seks år efter arabisk forår næsten smuldret.
De fleste anklager mod Mubarak og hans egyptiske regime er seks år efter arabisk forår næsten smuldret.
Egyptens øverste appeldomstol frikender tidligere præsident Hosni Mubarak for medvirken til drab på demonstranter under det arabiske forår i 2011.
Mubarak blev i 2012 idømt fængsel på livstid for sin rolle i drabene, men en appeldomstol krævede to år senere, at sagen skulle gå om.
Her blev anklagerne forkastet.
Torsdagens afgørelse sætter et punktum i sagen.
Cirka 850 demonstranter døde under den 18 dage lange opstand mod Mubaraks styre i 2011.
De fleste af de anklager, som Mubarak og hans regime blev dømt for efter oprøret, er seks år senere næsten smuldret væk.
Den 88-årige Mubarak har tilbragt det meste af tiden på et militærhospital, siden han blev anholdt i 2011.
/ritzau/AFP