Nye tryllerier fra Mie Ø. Nielsen og guldglimt fra kvindernes medley-holdkap før aftenfinalerne.
Mie Østergaard Nielsen har hidtil været den helt store oplevelse ved Europamesterskaberne i kortbanesvømning i Herning. Søndag formiddag var ingen undtagelse.
Endnu engang sænkede hun en dansk rekord i sit indledende løb, denne gang på 200-m-fri.
- Jeg er glad for, jeg kan svømme så hurtigt om morgenen. Publikum var fantastisk igen. Nu håber jeg, at jeg kan svømme hurtigere i aften. Jeg har mere at give af i aften. Der er god pause imellem, så jeg skal nok få den restitution, jeg har brug for, lød det fra Mie Østergaard Nielsen, der vandt sit heat og dermed sikker deltager i aftenens finale, hvor hun er klar i tredje hurtigste tid.
Hun spiller også en stor rolle i den danske medley-holdkap og kan dermed være med til at høste to medaljer til Danmark på sidste EM-dag.
Pernille Blume var formiddagens anden positive overraskelse. Fra at have været en svømmer, der bedst præsterede i holdkappernes teamwork, tog hun skridtet ud som individuel svømmer. I sine indledende 50-meter-fri slettede sprinteren sin personlige rekord og tvang sig videre i semifinalerne her til eftermiddag, hvor der senere også bliver svømmet finale.
Chris Christensen ramte ikke dagen i sin 200-m-bryst. Han startede konservativt ud og øgede frekvensen til sidst, men det var ikke nok. Han måtte tage til takke som nr. 22 og gik dermed ikke videre.
- Jeg prøvede en taktik med at lægge langsomt ud og øge på vejen ind. Men det var svært. Det har dog været et okay mesterskab, jeg kan ikke være utilfreds. Jeg er glad for at være tilbage i toppen af medleyløbene igen, efter en lang skadesperiode, lød det fra Holstebro-svømmeren.
Kvindernes holdkap på 4x50-m-medley, der er blandt favoritterne til aftenens guldmedalje, satte dansk rekord på 1.45.92 og er videre i hurtigste tid.
- Det var et godt morgenløb, vi var forholdsvist afslappede, lød det fra Rikke Møller Pedersen.
Jeanette Ottesen forklarede, at strategien var at svømme sig sikkert videre uden diskvalifikationer.
- Vi stiller i den stærkeste opstilling, men ingen af os svømmer os helt ud. Vi 'chiller' rimelig godt og sparer os til i aften, sagde hun.