Onsdag aften publicerede Anders Samuelsen en sjældent lang Facebook-status om det »stormvejr«, han med egne ord har bragt Liberal Alliance ud i.

»UNDSKYLD«, stod der med versaler, mens LA-lederen igen-igen mindede om dengang i slutningen af 00erne, hvor Liberal Alliance stod til 0,0 pct. af stemmerne i meningsmålingerne og fik »høvl i pressen«. Ligesom for at sige, at han og partiet er vant til at æde hån lig den, partiet nu igen udsættes for i debatten om regeringens aflysning af »historiske skattelettelser«.