Undersøgende journalistik er farlig, fordi den afslører magten. Det har kostet to journalister livet inden for EU's grænser det seneste halve år. Med stor styrke tager en ny NGO »Forbidden Stories« arbejdet op, hvor de døde journalister slap.
Matthew og jeg taler om sejlbåde. Pavla og jeg taler om øl.
De er to ganske almindelige kolleger, der ligesom jeg og 600 andre var taget til en konference for undersøgende journalistik i Norge forrige weekend.
Og så alligevel ikke.
Matthews mor, Daphne Caruana Galizia, var en maltesisk undersøgende journalist, der blev sprængt til tavshed af en bilbombe i oktober.
Hun havde i årevis påvist politisk korruption og beskidte pengestrømme gennem det lille EU-land.
Tjekkiske Pavla Holcová arbejdede tæt sammen med slovakiske Ján Kuciak, der i februar blev likvideret i sit hjem med to skud i brystet.
Sandsynligvis på grund af hans og Pavlas fælles research om den italienske mafias tætte forbindelser til toppen af det politiske system i Slovakiet.
Undersøgende journalistik eller graverjournalistik er kendetegnet ved sin systematik og vedholdenhed.
Den holder magten ansvarlig.
Og den kan slå hårdt.
Derfor er den også farlig.
Ikke kun for dem, historierne handler om.
Som noget nyt i EU: Også for dem, historierne er skrevet af. Og for deres nærmeste.
Pavla lever lige nu under det tjekkiske politis beskyttelse.
Sikkerhedseksperter advarer Matthew mod at vende hjem til Malta.
Læs en rekonstruktion af begivenhederne, der førte til mordet på Daphne Caruana Galizia her.
I alt blev 65 journalister slået ihjel på verdensplan i 2017 ifølge organisationen Reporters Without Borders.
Af dem blev 39 myrdet eller var direkte mål, fordi deres arbejde truede politiske, økonomiske eller kriminelle interesser, står der i årsrapporten.
Mens det er velkendt, at journalister lever livet farligt i for eksempel Mexico, Tyrkiet og Rusland, er det meget usædvanligt, at journalisters arbejde koster dem livet inden for EU.
Jan og Daphne havde det til fælles, at de brugte det klassiske journalistiske greb at »følge pengene.«
En af de dygtigste russiske undersøgende journalister i Putins Rusland lige nu, Roman Anin fra oppositionsavisen Novaya Gazeta, udtrykte det fint i en samtale sidste år: Kontoudtog er hans »yndlingsdokumenter«.
For de viser, hvor pengene kommer fra, og hvem der modtager dem. Det er stærk dokumentation.
I serien om hvidvask i Danske Bank har vi på Berlingske gransket flere end 100.000 af de banktransaktioner, Roman Anin elsker.
De afslørede blandt andet, at diktaturet i Aserbajdsjan systematisk har sendt milliarder af kroner frit gennem Danske Bank Estland til blandt andet europæiske toppolitikere, og at Putin-familien og FSB angiveligt også vaskede sine beskidte penge i banken.
Alt sammen fordi Danske Bank ikke satte en stopper for det.
Vi samarbejdede med journalister i 15 lande.
For penge fra organiseret kriminalitet og korrupte politikere stopper ikke ved landegrænser.
De snirkler sig gennem hemmelige konti med falske ejere i skattely fra et pengeinstitut til det næste, fra et land til et andet.
Derfor er undersøgende journalister også nødt til at arbejde sammen over grænser.
Det samme budskab lyder fra 45 journalister i 15 lande, der i fællesskab i et halvt år har fortsat Daphne Caruana Galizias arbejde sammen med NGOen »Forbidden Stories«.
Den franske dokumentarjournalist Laurent Richard, der er ide-manden bag NGOen, kalder samarbejde for »den bedste beskyttelse«:
»Hvad er ideen i at slå en journalist ihjel, hvis 10, 20 eller 30 andre står klar til at fortsætte deres arbejde. Om du er en diktator, lederen af et narkokartel eller en korrupt forretningsmand, er det din største frygt at få afsløret dine kriminelle handlinger. Journalister er fjenden i det korrupte økosystem, de har konstrueret,« siger han.
På Forbidden Stories’ platform kan journalister uploade det materiale, de arbejder på, hvis de frygter, de måtte være i fare.
Laurent Richards budskab er klart:
»Man slog budbringeren i hjel. Men budskabet kan ikke slås ihjel.«
Daphne-projektet »smager en lille smule af retfærdighed«, siger Matthew.
Han håber, han en dag kan vende tilbage til Malta og købe en båd.
Eva Jung er Berlingske korrespondent i Bruxelles, sidder i bestyrelsen for Global Investigative Journalism Network og er tidligere næstformand i Foreningen for Undersøgende Journalistik.
