Lord Siva sidder fast. I alle sine sårede følelser efter bruddet med hende. Og lige meget hvor meget han prøver at glemme hende, lige meget hvor mange baner og bobler han hælder i sig på 3-dage lange byture, så virker det ikke. Han graver sig kun længere og længere ned i ensomhedens kvælende hul.
Sådan lyder den sørgelige statusrapport på den dansk-srilankanske rapper og sangers debutalbum, »3«. Udgivelsen følger op på de to stærke EP’er »100« og »180«, der markerede ham som en markant stemme i de seneste par års bølge af ny dansk pop, r&b og hiphop sammen med beslægtede navne som Ukendt Kunstner, Karl William og Sivas. En bølge hvor melankolien synes at fylde mere end euforien. Hvor det snarere end festen handler om tømmermændene og tomheden dagen derpå.
