Søren Pape Poulsen (K) gør sig ikke længere nogen forhåbninger om ministerposter til Det Konservative Folkepartis seks mandater store folketingsgruppe. Men den konservative formand minder Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V) om, at det koster lidt at kunne regne med sine støttepartier.

»Løkke er så fornuftig og dygtig en politiker, at han ved, at det koster lidt engang imellem at have støttepartierne med,« siger Søren Pape Poulsen, før han onsdag eftermiddag går til en ny runde forhandlinger hos Løkke i Landstingssalen på Christiansborg.

Adspurgt om det betyder, at det er definitivt, at de Konservative ikke skal i regering i denne omgang, svarer Pape:

»Det ser rigtig svært ud, for jeg har stadig ikke fået en tilkendegivelse på, at den offentlige sektor ikke skal være større, at grundskylden bliver fastfrosset, topskatten sat ned og at der kommer mere politi på gaden.«

Som det tredjestørste parti i blå blok var Liberal Alliance med partileder Anders Samuelsen (LA) inde hos Løkke tidligere onsdag, og han gjorde i meget klare vendinger opmærksom på, at han forventer at få klare fodaftryk på regeringens politik med sine 13 mandater i ryggen. Søren Pape Poulsen er ikke lige så markant i sin retorik:

»Nu er vi jo positive mennesker, og vi har det sådan, at det nok er meget sandsynligt, at der bliver lavet et regeringsgrundlag, som vi ikke lige skriver under på. Men der bliver helt sikkert lavet et grundlag, som vi kan se en forhandlingsmulighed på,« siger han og spørger, »hvem i al verden« han ellers skulle pege på som statsminister, hvis ikke det skulle være Lars Løkke.
Den Konservative partiformand minder samtidig om, at der lige i halen på regeringsgrundlaget blandt andet skal forhandles en finanslov og et politiforlig.

»Og jeg er da helt sikker på, at Lars Løkke som den erfarne politiker, han er, godt ved, at så er det godt at lytte til sit parlamentariske grundlag,« siger Pape, der ikke vil svare på, hvad der er partiets såkaldte røde linjer for, hvor langt de vil lade Løkke gå i bestræbelserne på at nå til enighed med Dansk Folkeparti.