Torsdag kl. 13.00 træder Det Svenske Akademis faste sekretær, Peter Englund, ud af døren til sit fornemme kontor og bekendtgør, på flere sprog, at dette års nobelpris i litteratur tildeles Haruki Murakami.

Eller sådan bliver det i hvert fald, hvis man skal sætte sin lid til Storbritanniens største spilleselskab, Ladbrokes, der »kun« giver pengene tre og en halv gang igen til den, der gætter på den japanske forfatter. Tror man i stedet på favoritlistens nummer to, den canadiske forfatter Alice Munro, får man fem gange så meget, som man satsede. Er man så dumdristig at sætte 1.000 kroner på vores helt egen Peter Høeg, bliver man 100.000 kroner rigere, hvis han får Nobelprisen. Det gør han ikke.

Til gengæld kan det godt være, at Haruki Murakami, Alice Munro, Joyce Carol Oates, Philip Roth eller et af de andre af de navne, der ligger højt på Ladbrokes' liste, i år modtager verdens fineste litterære hædersbevisning. Ligesom det også godt kan være, at den går til en forfatter eller digter eller dramatiker, som kun få uden for de litterære indercirkler har hørt om.

Det er ikke til at vide, og det er heller ikke til at vide, hvorfor akademiet hvert år beslutter, som det gør. Først efter 50 år offentliggøres det hvilke forfattere, der dette eller hint år er blevet nomineret af de akademimedlemmer, professorer, litterære institutioner, forfatterforeningsformænd og tidligere prismodtagere, der ifølge vedtægerne har ret til at nominere. Og med hvilke begrundelser. Vil man alligevel gætte på, hvem der i år løber med laurbærrene, kan man kigge på de seneste ti års litterære nobelpristagere og konstatere i hvert fald én ting: At de fleste af dem på den eller den anden måde havde eller har et stærkt politisk engagement. Det ligner et mønster.

Müller, Pinter, Coetzee m.fl.

I 2003 gik prisen til den hvide sydafrikaner og tidligere modstander af såvel Vietnamkrigen som apartheid J.M. Coetzee, der i øvrigt på det tidspunkt allerede hørte til de oftest hædrede engelsksprogede forfattere overhovedet. Året efter pegede akademiet på den østrigske feminist og tidligere kommunist Elfriede Jelinek, som de færreste uden for det tyske sprogområde havde hørt om, og i 2005 hædredes den britiske dramatiker Harold Pinter, der i sine seneste mange og politisk meget aktive år tit havde gjort sig uheldigt bemærket, blandt andet med bemærkninger om, at den daværende britiske premierminister Tony Blair var en massemorder, og med støtte til den krigsforbrydersigtede, tidligere serbiske premierminister Slobodan Milošević. I 2006 fik den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk prisen, han havde allerede på det tidspunkt lagt sig ud med de tyrkiske myndigheder med sin kritik af samme myndigheders manglende anerkendelse af folkemordet på armenerne, og året efter faldt Det Svenske Akademis valg på den britiske feminist og tidligere kommunist og aktive apartheidmodstander Doris Lessing.

I 2008 fik den franske forfatter Jean-Marie Gustave Le Clézio Nobelprisen, og han havde vist ikke have gjort noget videre væsen af sig, rent politisk. Den rumænsk-fødte tyske forfatter Herta Müller, der kom til året efter, havde til gengæld mærket kommunismen på sin egen krop og er og var dybt mærket af det, og i 2010 gik prisen til peruvianske Mario Vargas Llosa, der har været politisk aktiv det meste af sit liv, gående fra venstre mod højre. Svenske Tomas Tranströmer, der hædredes i 2011, skilte sig ud fra mængden ved at være apolitisk digter og svensker, mens kåringen af den hidtil seneste prismodtager, kinesiske Mo Yan, gjorde mange meget vrede, fordi Mo Yan har et rigtigt godt forhold til det kinesiske kommunistparti. (Herta Müller kaldte valget »en katastrofe«.)

Betyder alt dette, at Det Svenske Akademi tager politiske hensyn af den ene eller den anden art, når det beslutter sig? Næppe. Snarere hænger det sådan sammen, at det brændende politiske engagement, som så mange af nutidens litterære nobelpristagere står eller stod for, har skabt nogle forfatterpersonligheder med et kunstnerisk format, en gennemslagskraft og idealisme, der er stærk nok til, at deres forfatterskaber er havnet i nobelprisklassen.

Nobelprisen i litteratur er per definition upolitisk, og når Peter Englund torsdag nævner navnet på årets pristager, vil den officielle begrundelse af samme grund være kunstnerisk, ikke politisk. Skulle der alligevel, mod forventning, være en underliggende politisk dagsorden, vil den forblive skjult i i hvert fald 50 år. Resten må vi gætte os til.