Letbane-chef »frigøres«: »Målet er at få letbanen ud at køre så hurtigt som muligt«
Som følge af massiv kritik udskifter virksomheden bag Aarhus Letbane nu den ansvarlige for certificeringsprocessen.
Som følge af massiv kritik udskifter virksomheden bag Aarhus Letbane nu den ansvarlige for certificeringsprocessen.
Den ansvarlige for certificeringen af Aarhus Letbane »frigøres« og en ny projektleder indsættes med øjeblikkelig virkning, oplyser Keolis Aarhus Letbane i en pressemeddelelse.
Det sker i kølvandet på den massive kritik, som blev rettet mod firmaet, da åbningen af den nye letbane i sidste uge blev udskudt i sidste øjeblik af sikkerhedsmæssige grunde.
Tirsdag fremlagde Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) en redegørelse over forløbet.
Heri fremgår det, at blandt andet it-problemer og manglende tillid til operatøren Keolis' tidligere sikkerhedschef for projektet var årsag til den manglende godkendelse fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.
Jacob Bundsgaard har ikke lagt skjul på, at sagen har sat Aarhus i et dårligt lys, og Keolis, som er operatør på letbanen, reagerer nu ved at indsætte en ny projektleder, der skal arbejde sammen med den nytiltrådte sikkerhedschef.
»Som reaktion på Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens kritik af den manglende kvalitet i ledelsessystemet hos Keolis og det deraf varslede afslag på ansøgning om sikkerhedscertifikat, foretager Keolos ændringer i ledelsen af Keolis Aarhus Letbane,« lyder det i en pressemeddelelse onsdag.
I en mail uddyber Keolis overfor Berlingske:
»Opgaven (for den nye projektleder, red.) bliver at fortsætte det specifikke arbejde med at opnå Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens certificering som operatør af Aarhus Letbane. Målet er at få Letbanen ud at køre så hurtigt som muligt til gavn for borgerne i Aarhus.«
Keolis ønsker ikke at svare på yderligere spørgsmål eller oplyse navnene på den afgående og tiltrædende leder.
Hvis Trafikstyrelsen accepterer den seneste forelagte plan for letbanen, kan den komme til at køre i slutningen af oktober.