Kvinder står i vejen for mandlige lederes barsel
Mange mandlige ledere holder kun kort barsel, fordi mødrene selv vil holde mest mulig barsel, viser undersøgelse fra Lederne.
Mange mandlige ledere holder kun kort barsel, fordi mødrene selv vil holde mest mulig barsel, viser undersøgelse fra Lederne.
Sandsynligheden for at møde en mandlig leder med barnevogn og pusletaske en tirsdag formiddag er ikke særlig stor. Ikke alene udgør mandlige ledere en lille del af befolkningen. De holder også kort barsel. Og det er mødrene medskyldige i.
En undersøgelse blandt medlemmer af Lederne viser, at 77 pct. af de mandlige ledere holdt maksimalt 14 dages fædreorlov i forbindelse med deres seneste barns fødsel. Ifølge undersøgelsen er hovedårsagen, at barnets mor selv foretrak at holde mest muligt af den fælles orlov.
Hos Lederne ærgrer viceadministrerende direktør Bodil Nordestgaard Ismiris sig over, at så få mandlige ledere tager barsel ud over de gængse 14 dage.
»Vi ser for lidt fremdrift på det her område, præcis som vi gør med hensyn til at få flere kvinder i ledelse. Der er ikke den fornødne udvikling. Vi er det land i Norden, hvor fædre holder mindst barsel, og hvor der er færrest kvindelige ledere, og jeg tror, at de to ting hænger meget tæt sammen,« siger hun.
Bodil Nordestgaard Ismiris ærgrer sig også over, det er mødrene, som ifølge undersøgelsen står i vejen for, at de mandlige ledere holder fædreorlov ud over de gængse 14 dage kort efter barnets fødsel. Over halvdelen af de mandlige ledere forklarer, at de ikke holdt mere barsel, fordi barnets mor helst selv ville holde det meste af orloven.
Hun opfordrer mødrene til at give fædrene plads og mændene til at kræve en større del af forældreorloven, fordi det gavner begge forældre og barnet.
»Det er vigtigt, at fædre holder mere barsel, fordi det har nogle gunstige effekter, at faren er involveret fra barnets spæde start. Det kan man måle på nogle ret hard core-parametre,« siger Bodil Nordestgaard Ismiris.
Hun nævner et svensk studie, der viser, at jo større andel far tager af fædreorloven, desto større er sandsynligheden for, at barnet får succes i skolen, samt et studie fra Rockwoolfonden der viser, at jo mere orlov fædre tager, desto højere indtægt og desto lavere ledighed har mødrene.
Kvinders ønske om selv at holde mest mulig barsel er imidlertid ikke den eneste årsag til, at mange mandlige ledere holder kort barsel. Lidt over en tredjedel mener, at 14 dages orlov eller mindre var passende. Næsten lige så mange forklarer den korte orlov med et hensyn til familiens økonomi, eller at det ikke er kutyme på arbejdspladsen, at mænd holder længere orlov.
Både Bodil Nordestgaard Ismiris og ligestillingsminister Karen Ellemann (V) mener, at virksomheder har ansvar for at skabe en god barselskultur, så der er en accept af det at gå på barsel, men også at mandlige ledere har et særligt ansvar som rollemodel på arbejdspladsen.
»Mandlige ledere, som tager forældreorlov, bliver rollemodeller. Det er et stærkt signal at sende, at det kan lade sig gøre at tjekke ud i en periode og så komme tilbage på pinden igen,« siger Karen Ellemann.
Regeringen ønsker at fremme fædres brug af orlov og er i dialog med organisationer og virksomheder om mulige fælles initiativer på området. Det ventes lanceret som »Aktion Fars Orlov« her i efteråret.
»En mere ligelig fordeling af forældreorloven er godt for børn, fædre og ligestillingen. Mange opfatter forældreorloven som mors orlov, så det handler også om en kulturændring i familierne. Kvinder skal gøre op med den selvopfattelse, at det er bedst for barnet, at mor tager hovedparten af orloven. Og fædre må holde fast i deres ønske om at være en større del af det lille barns liv. Flere undersøgelser viser, at mange mænd slet ikke har holdt den orlov, de havde lyst til,« siger Karen Ellemann.
Hos Djøf oplever man, at de mandlige medlemmer, herunder ledere, gerne vil holde barsel, men at kulturen på arbejdspladsen har stor betydning for, hvor meget orlov de holder.
»Virksomheder har et ansvar for at skabe en kultur, der gør det acceptabelt også for mænd at holde barsel. De arbejdspladser, der formår det, tiltrækker de bedste kandidater,« siger Frederik Iuel, chefkonsulent i Djøfs karrierecenter.
I Københavns Lufthavne, hvor 65 pct. af de ansatte er mænd, ønsker man, at både mænd og kvinder benytter sig af muligheden for børnepasningsorlov. »I vores øjne bidrager det både til et balanceret arbejds- og familieliv og motiverede medarbejdere. Og så er det med til at skabe en øget balance i vores totale medarbejdergruppe,« siger Kirstine Bergenholtz, HR-direktør i Københavns Lufthavne.
Selv om hovedparten af de mandlige ledere holder kort fædreorlov, er der ifølge undersøgelsen fra Lederne også mandlige ledere, som går mod strømmen. Lidt over en femtedel af de mandlige ledere holdt i gennemsnit 8,6 ugers fædreorlov oven i de gængse 14 dage. Af disse svarede over halvdelen, at det var, fordi de fandt længden af orloven passende. Kvindernes ønske om selv at holde mest mulig orlov fylder mindre hos disse mænd.