I 2013 gik der otte danskere rundt, som med rette kunne føle sig lidt specielle. De var nemlig de eneste, der det år købte en personbil, der kunne tankes med både brændstof og strøm – en såkaldt plug-in-hybrid. Her fem år senere er billedet helt anderledes, for afgiftsomlægningen i slutningen af 2017 har skubbet til salget af plug-in- hybrider i sådan en grad, at 2018 allerede har slået rekord.

»Sidste år var der ikke så meget gang i den, men efter afgiftsreguleringen stak salget helt af,« siger Thomas Hjortshøj, der er kommunikationsmedarbejder i Volkswagen Danmark.