Revolutioner er et af de emner, som historikere kan diskutere til evigheder. Fra Den Franske Revolution i 1789 til Det Arabiske Forår i 2010 er der imidlertid én faktor, som historikere næsten altid nævner som afgørende for udbruddet af uroligheder: brødpriserne. I lyset heraf er det oplagte spørgsmål denne tørkeramte sommer: Kan et nyt arabisk forår være på vej?

Tørken i store dele af verden har allerede nu fået kornpriserne til at stige voldsomt på de internationale markeder. Særligt landene i Nordafrika og Mellemøsten er dybt afhængige af importeret korn. De har endnu ikke sikret sig vinterens forråd, hvilket betyder, at de vil skulle købe korn til endnu højere priser de næste par måneder. Herved kan vi få en gentagelse af situationen frem mod Det Arabiske Forår (2010-2011).