Et billede af et cykelstativ blive lige nu delt i massevis på Facebook.

Og hvorfor nu det?

Fordi der tilsyneladende er gået et eller andet helt galt, da en kommunalt ansat skulle sætte et cykelstativ op på. Cykelstativet står på Christianshavn i København.

»Cykelstativet blev sat op i torsdags, og jeg tog billedet i går, lørdag,« fortæller Johnny Plougmann, hvis billede lige nu bliver massedelt på Facebook.

Både Johnny Plougmann og BT har siden været i kontakt med Københavns Miljø- og Teknikudvalg for at høre, hvordan sådan en brøler kan finde sted.

(Artiklen fortsætter under billedet)

En pressemedarbejder i Københavns Kommune fortæller imidlertid, der ikke er tale om en fejl, og at placeringen er helt bevidst.

Bilen, som ses på billedet, har været parkeret på stedet siden cykelstativet oprindeligt skulle sættes op og umuliggjort opgaven.

For ikke at ridse bilen og samtidigt slippe for at skulle køre tilbage igen med cykelstativet valgte de ansatte at sætte stativet løst fast - i den forkerte retning.

Københavns Kommune tilføjer, at bilen er meldt til politiet, og at kommunen vil sende ansatte ud til at vende stativet korrekt, i samme øjeblik bilen er fjernet.