De har nærmest virket usårlige.

Ikke blot har de Radikale været penne­førere på hoved­parten af regeringens økonomiske politik. Med partiets historisk gode valgresultat i 2011 på 9,5 procent har det også været naturligt, at en stærk Margrethe Vestager ofte fik det sidste ord i regeringen. Men med Vestagers exit til Bruxelles og faldende opbakning fra danskerne ser de Radikale lige nu ud til at miste op imod en tredjedel af deres vælgeropbakning ved det kommende folketingsvalg.

Både i baglandet og i den radikale ledelse er målet at sikre de Radikales indflydelse som et parti, der bygger bro over midten i dansk politik. Både hvis SR-regeringen genvinder magten, og hvis den ikke gør.

»Vi har tidligere været væsentligt mindre, når vi har siddet i regering, og alligevel haft stor indflydelse. Det er faktisk ret unikt, at vi i øjeblikket har et antal mandater, der matcher vores indflydelse,« siger Klaus Frandsen, formand for de Radikales hovedbestyrelse.

Ligesom flere af de øvrige radikale kilder, som Berlingske har talt med, mener han, at partiets nuværende opbakning på 9,5 procent »nok er lige i overkanten af, hvor mange radikale der i virkeligheden er«. Analysen lyder, at Margrethe Vestager blev ført ind i regeringen på den perfekte bølge af krise­bevidsthed, hvor hun som den eneste kunne honorere ønsket om borgerlige økonomiske reformer af efterløn og dagpenge kombineret med en ny regering. I dag er dansk økonomi i bedring, og det vil kræve en politisk leder med et brand i Vestager-klassen at opnå et tilnærmelsesvis lige så godt valgresultat. Selv om Morten Østergaard nyder opbakning i det radikale bagland, er det åbenlyst, at han har store problemer med at nå ud til en bredere vælgerskare.

»Vi er mærket af, at vi har fået en ny formand, som ikke bare kan træde ned i Margrethes høje hæle. Men med den seneste tids krav om senere pensionsalder og højere boligskat har Morten Østergaard markeret klar radikal politik. Om det er populært i meningsmålingerne, er ikke det afgørende,« siger Christopher Røhl, landsformand for Radikal Ungdom og medlem af partiets hovedbestyrelse.

Profiler på vippen

Udsigten til at miste omkring hver tredje vælger kort før et folketingsvalg kan ellers skabe paniktilstande i de fleste partier på Christiansborg. Politiske ledere er blevet væltet af tronen for mindre, og folketingsgrupper er set smide enhver form for partidisciplin over bord i en overlevelseskamp, hvor alle kæmper for at bevare deres plads på tinge. I den seneste Gallup-måling i Berlingske står de Radikale til 5,8 procent af vælgerne, så lige nu risikerer partiet at miste syv af sine 17 mandater, medmindre de henter noget af det tabte hjem i en valgkamp. I Sjællands Storkreds vil det formentlig betyde hård kamp om et enkelt mandat mellem klimaminister Rasmus Helveg Petersen og partiets profil på værdipolitikken, Zenia Stampe. Og i Sønderjylland er det uddannelsesordfører Lotte Rod og udlændingeordfører Marlene Borst Hansen, der risikerer at skulle kæmpe om et enkelt mandat.

Hovedparten af de nuværende folketingsmedlemmer kan dog håbe på genvalg, da stærke profiler som Margrethe Vestager, Christian Friis Bach og Uffe Elbæk har forladt folketingsgruppen i denne valgperiode, mens Nadeem Farooq og Jeppe Mikkelsen ikke genopstiller. Det er formentlig en del af forklaringen på, at Morten Østergaard trods situationens alvor har ro i gruppen og hovedparten af baglandet. Her er der en forståelse for, at det tager tid at slå igennem som leder, og flere radikale erindrer, at hverken Marianne Jelved eller Margrethe Vestager bragede igennem lydmuren fra dag ét.

»Det er ikke sjovt at se målinger, hvor vi næsten bliver halveret. Men vi er ikke et parti, hvor folk hvæsser knivene, fordi vi taber opbakning. Vi fik et historisk godt valg i 2011, og det ville være naivt at forestille sig, at det kunne fortsætte,« siger Emil Dyred, næstformand i Hovedbestyrelsen.

Kan miste magten

Alligevel er dramaet i den radikale nedtur til at få øje på. For mens statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) langt om længe er begyndt at hente stemmer hjem fra Dansk Folkeparti og beredvilligt har indtaget scenen som regeringens stærke kvinde efter Margrethe Vestager, så lykkes det ikke Morten Østergaard at hente nye vælgere over midten. Derfor kan glæden over det, som mange socialdemokrater betegner som et mere naturligt styrkeforhold i regeringen, vise sig at blive kort.

Hos Socialdemokraterne er der en vis forståelse for Morten Østergaards forsøg på at appellere til de borgerlige vælgere ved at adressere den såkaldte »hængekøjeproblematik« og tale om fremrykning af pensionsalderen, selv om det medfører politisk uenighed i regeringen. De Radikale håber, at Morten Østergaard vil stå tilbage som det ansvarlige valg for de borgerlige vælgere, der har svært ved at stemme på Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, på grund af hans bilagssager, og på en uerfaren og uprøvet konservativ leder som Søren Pape Poulsen.

Men når Morten Østergaard samtidig flager den gamle radikale mærkesag om højere boligskatter, modarbejder han sig selv, lyder ræsonnementet blandt topsocialdemokrater. Helt galt var det, da Morten Østergaard i december gik solo på udlændingeområdet og nedtonede konsekvenserne af regeringens nye midlertidige opholdstilladelse, som gælder i ét år. De fleste syriske flygtninge vil skulle være i Danmark i årevis, lød det fra den radikale leder efter et besøg i en flygtningelejr. Hos Socialdemokraterne var de rasende. Intern uenighed på det økonomiske område, hvor pensionsalder og boligskatter er bundet i brede forlig med Venstre, er håndterbart. På udlændingeområdet har Social­demokraterne ikke råd til at blive udfordret.

Hensyn til Socialdemokraterne

Men det bør de Radikale ikke rette ind efter, lød det fra flere deltagere på partiets hovedbestyrelsesmøde i lørdags, erfarer Berlingske. Det er vedtaget i hovedbestyrelsen, at de Radikale i valgkampen skal spille offensivt ud på tre emner – økonomi, social mobilitet og det grønne. Det har skabt utilfredshed i en del af baglandet, hvor man oplever, at udlændingespørgsmålet underspilles af hensyn til Socialdemokraterne. Blandt denne gruppe af radikale havde man gerne set, at Margrethe Vestager havde været mindre stædig i dagpengespørgsmålet, men til gengæld stået mere fast på radikal værdipolitik – både når det gælder udlændinge og offentlighedsloven. For dem er de Radikales faldende medlemstal fra 9.340 medlemmer i 2011 til 7.900 i 2013 tegn på opsparet skuffelse i det radikale bagland, som ikke er knyttet til Morten Østergaard, men til den politiske kurs, der blev lagt under Vestager. En kurs som Morten Østergaard har fortsat, og som flertallet dog bakker op om.

»Jeg synes, at vi kommer til at føre valgkamp på nogle vigtige radikale politik­områder. Der er nogle hensyn at tage, når man sidder i regering, og jeg vil egentlig helst have, at der kommer lidt ro om udlændingeområdet, for debatten har været så barsk,« lyder det f.eks. fra Toke Helmø, hovedbestyrelses­medlem.

Flere andre medlemmer af hovedbestyrelsen hæfter sig ved, at man bare kan lytte til Venstres kritik af det, de har regnet sig frem til at være 31 lempelser på udlændinge­området, hvis man vil forsikre sig om, at de Radikale også opnår resultater her.

»Vi har konstateret, at vi opnår flere forbedringer ved at have en arbejds­mæssig tilgang til udlændingeområdet end ved at råbe ad Dansk Folkeparti og føre en hård værdikamp,« siger Klaus Frandsen, formand for hovedbestyrelsen, og erindrer om, at der er lagt op til en valgkamp, hvor de Radikale og Socialdemokraterne vil markere sig som to selvstændige partier, der går til valg på at fortsætte regeringssamarbejdet.

Og her må de Radikale godt være »lidt frækkere« lyder det fra Ole Dall, chefredaktør på Skive Folkeblad, der historisk set har en tæt tilknytning til de Radikale.

»Alle bør vide, at det er de Radikale, der har trukket læsset i regeringen, når det handler om at sikre reformer og en sund økonomi. Mens Thorning satser på det Danmark, vi kender, vil de Radikale have nye og flere reformer. Og skulle det ende med et skifte til Lars Løkke Rasmussen, så vil de Radikale også søge indflydelse,« siger Ole Dall.

Han mener ikke, at alt er tabt, hvis SR-regeringen ikke genvinder magten. Så er det afgørende, at R bliver større end K og LA, så de stadig kan gøre sig håb om at kunne levere de afgørende stemmer, lyder analysen også i toppen af partiet.