Flemming Østergaard ryster på hovedet.

»Som om det var noget, man kunne købe på en flaske nede i supermarkedet og drikke. Og vupti, fik man et image.«

Han ser ud som om, han smager lidt på ordet.

Den tidligere FCK-direktør og bestyrelsesformand for Parken Sport & Entertainment A/S har altid været bevidst om sit image. Og mener, at det opnås gennem den måde, man opfører sig på. Både privat og i sit arbejdsliv.

»Men helt grundlæggende er jeg, som jeg er,« konstaterer Flemming Østergaard. Han tror ikke på, at man bevidst kan ændre sin personlighed eller sit omdømme. Han kan i hvert fald ikke, har heller aldrig prøvet. Eller i øvrigt interesseret sig for, hvordan man nu tager sig bedst eller værst ud i bestemte situationer.

Hverken når han med lyn i øjnene og et temperament på kogepunktet har skældt ud, hvis han har taget en medarbejder i at stikke løgne. Eller en journalist, der har skrevet noget, som ikke var sandt. Det sidste er han nu holdt op med. Han gider ikke at interessere sig for løgnehistorier i bestemte dele af pressen, siger han.

»Jeg bliver meget vred, når jeg er sammen med uærlige mennesker. Vi kan allesammen lave fejl, men når nogen bevidst undlader at sige sandheden eller fordrejer den med et bestemt formål, det kan jeg ikke have, så bliver jeg hård.«

Flemming Østergaard plejer at kalde sig for et FÆ. F står for flittig og Æ for ærlig.

Det er heller ikke i forsøg på at levere en glorificeret version af sig selv, forklarer han, når han besøger kræftsyge børn på Rigshospitalet. Og løbende sørger for at skaffe penge til børnene og deres familier. Eller for at give en menneskelig og følsom modvægt til det billede i medierne, hvor han indimellem synes, han er blevet fremstillet som en kynisk forretningsmand.

Han viser en mail på sin Macbook, en aftale, han indgik så sent som i går. 68.000 kroner for en times foredrag. Pengene giver han videre til familier med kræftramte børn, som sidste år modtog 300.000 kroner fra Østergaard.

Velgørenhedsprojekter er kommet til at fylde mere og mere.

»Jeg er blød, og jeg er et tudefjæs, det indrømmer jeg, og det er kun blevet værre med årene.«

Han ser næsten vred ud, da han kommer ind på, hvad en journalist på et tidspunkt skrev om hans følsomhed, da FC København blev danske mestre i Parken.

»Han skrev, at det var endnu en selviscenesættelse, og at krokodilletårerne væltede ned af kinderne på mig. Men jeg blev meget berørt og stærkt bevæget i situationen. Det er så ægte, som det kan blive, det gider jeg ikke prøve at overbevise nogen om.«

Den tidligere FCK-direktør har været kendt for at have et særlig stærkt og genkendeligt image. Analyseret og fortolket og ligefrem genstand for universitetsstudier.

I et speciale på Institut for Nordisk Filologi, Københavns Universitet, er det toplederen Flemming Østergaards indflydelse på en organisations image, der er blevet vendt og drejet.

»Han manifesterer en tydelig og stærk identitet, og hans navn bliver nærmest et mærkevare i sig selv,« hedder det i specialet fra 2003 af Randi Mehrenst Rimdal.

»De svagheder, hans image har, betyder dog ikke noget for Østergaard, derfor bliver hans image ved med at stå stærkt.«

Han kender godt til specialet, men siger kort: »Den slags flyver fuldstændig hen over hovedet på mig.«

I april 2010 måtte han efter 13 år og på dramatisk vis sige farvel til Parken Sport & Entertainment, da han tabte magtkampen til de to nye hovedaktionærer.

Sammen med den nuværende direktør, Anders Hørsholt, den tidligere Parken-direktør, Jørgen Glistrup, og bankfolk i FIH Erhvervsbank, er Flemming Østergaard sigtet for kursmanipulation af Bagmandspolitiet.

En sag, der foreløbig har varet i to år, og han har ikke har nogen idé om, hvornår den bliver afgjort.

»Jeg ville være en løgnhals, hvis jeg sagde, at det ikke påvirkede mig. Men jeg ligger ikke søvnløs om natten. Når jeg står op om morgenen, kan jeg kigge mig selv i spejlet velvidende, at jeg er uskyldig,« siger han og ønsker ikke at komme yderligere ind på den verserende sag.

Han er solbrun, lige vendt hjem fra sit hus i De maritime Alper en halv times kørsel fra Nice. Nu sidder han på sit kontor på Blegdamsvej. Eller et af sine kontorer, for han har også et på havnen i Skovshoved, et på Frederiksberg og et nyt kontor på vej i København K. Fremover vil han kun have ét kontor, tre er for besværligt.

Det er her på Blegdamsvej, at virksomheden »Go Dream«, der sælger oplevelsesgaver, har adresse. Østergaard har været medejer i et par år.

Han fortæller om nogle af sine bestyrelsesposter, også et par af de nyeste. Snart tiltræder han som formand i bestyrelsen for et nystartet SPORTS-Management og Communications-selskab med kontorer i London, Singapore, Dubai og Bangalore. Med fokus på sport og underholdning.

Et holdingselskab i Singapore med flere selskaber i Europa, USA og Indien får også snart Østergaard som medlem af bestyrelsen.

Han rejser mere, end han har gjort de sidste 20 år. 180-200 dage om året bliver det til uden for Danmark.

Lige inden for døren til kontoret på Blegdamsvej hænger en kæmpestor collage. Med en smilende Flemming Østergaard lige i midten og en masse kendte mennesker rundt om ham, som han har mødt gennem tiden. Han er fotograferet med dem alle sammen.

Billedet fik han i 2003, da han modtog »Merkonomprisen«. En pris, han er stolt over.

På et af billederne ses Flemming Østergaard sammen med den brasilianske fodboldspiller Pelé, der havde sin storhedstid i 1970erne og blev et ikon. De holder hinanden om skuldrene.

»Vi var i Tivoli sammen, jeg har sjældent set nogen give så mange autografer.«

På et andet billede er han sammen med skuespilleren Sean Connery, som han har spillet golf med i Spanien og Frankrig.

Også Michael Laudrup er der. En god ven, som Østergaard besøgte for nylig, da han var i Swansea.

Har det været en bevidst stil at omgive sig med kendte gennem årene? En måde at skaffe opmærksomhed på?

»Jeg har via mit job mødt en masse spændende og utroligt venlige mennesker, nogle af dem er blevet mine venner. Men jeg bruger aldrig kendte mennesker i en eller anden strategi eller skifter personlighed efter, hvem jeg er sammen med.«

Han er den type, der kalder en spade for en spade, forklarer han. Og som siger sin mening på den direkte måde. Det er måske ikke så sofistikeret og akademisk, mener han, men det bunder i, at han aldrig har glemt, hvad han er rundet af.

Opvokset i det mondæne Skovshoved, men som søn af et postbud og en hjemmegående mor.

»Jeg snobber aldrig hverken nedad eller opad, og har altid været stolt over min baggrund. Vi manglede aldrig noget derhjemme, da jeg var barn, det var gode sunde værdier, og dem hylder jeg stadig.

Man skal for eksempel ikke skylde noget. Det gør jeg heller ikke i dag. Alt er betalt. Jeg skulle være et skarn, hvis jeg ikke var tilfreds. Og frem for alt har jeg en fantastisk familie.«

Flemming Østergaard åbner en skabslåge på sit kontor og hiver en bunke blade og magasiner ud. Alle med sig selv på forsiden. Indimellem er der løse billeder af hans fem børnebørn og et par udklip fra nogle ugeblade.

»Jeg kan ikke finde det, jeg ville vise dig,« siger han og leder målrettet videre, inden han til sidst giver op.

»Da jeg fyldte 60, blev der udgivet en særsektion af MetroXpress. Det var... ja, det var faktisk for meget.«

Hvad han også husker fra dagen var, da han fra sit hjem i Skodsborg kørte ad Strandvejen ind mod Parken.

»Der var Carlsbergvogne med mit billede på bagsmækken, hvor der stod: »Tillykke Flemming med de 60 fra Carlsberg.« Dér var jeg lige ved at dukke mig.«

Det har han ellers ikke for vane. At dukke sig. I sin selvbiografi gør han op med janteloven og skriver:

»I Danmark skal man ikke tro, man er noget, og hvis man er, skal man i hvert fald gå stille med det. Og da jeg for det første tror, jeg er noget, og for det andet ikke ligefrem opfører mig som en omvandrende undskyldning, har jeg samlet mig en uskøn buket af modstandere.«

Men også en del venner. Til fødselsdags-receptionen kom over 1.000 mennesker og ønskede tillykke.

»Fantastisk dag, og nærmest surrealistisk mange, men ved du hvad? Jeg kan spotte en rygklapper på 100 meters afstand, og dem var der nogle stykker af. Men også rigtig mange af mine meget gode og nære venner.«

Til oktober fylder Flemming Østergaard 70. Han ved ikke, hvad han skal lave, alder er aldrig noget, der har optaget ham.

»Da min ældste søn fyldte 40, kan jeg huske, at jeg tænkte: »Hey, det er mig, der fylder 40, ikke min søn. Men alder betyder intet for mig, intet.«

I næste måned skal han til Skanderborg Festival og høre Prince med nogle gode venner.

Østergaard vender sit blik ned mod sin højre hånd. Ryster let på hovedet over den tuschpen, der her til morgen gik til angreb, og som nu har farvet et par af fingrene mørkeblå.

»Det er noget fandens lort, det er så svært at få af, jeg har prøvet,« griner han.

Han siger, at han er et genert menneske.

»Mange tror ikke på mig, men en del af mig er meget genert – man kan godt være både meget udadvendt og samtidig være genert. Ikke når jeg er i professionel sammenhæng, men den private side af mig er genert og blufærdig, og jeg har brug for tid til at være alene med mig selv. Det er jeg på kontoret i Skovshoved.«

Østergaards kone, Inge, som han har været gift med i 48 år, har engang sagt til ham, at han er en lækkerbisken for en psykolog.

Inge hænger på kontoret. På et kæmpestort sort-hvid billede sammen med parrets to voksne sønner, Peter og Nikolaj.

Familien betyder alt, siger han, inklusiv to svigerdøtre og fem børnebørn.

»Mine sønner er mine bedste venner, og mine børnebørn er det lykkedes mig at få et tæt forhold til, også selv om tre af dem bor i USA. Den ene af dem, han er 18 år og flytter snart til Danmark, vil være kok og synes, at den bedste kokkeskole ligger her i København. Jeg synes, det er fint, at han vil være kok. Han skal bo i Skovshoved.«

Flemming Østergaard er Don Ø. Eller også er det Don Ø, der er Flemming Østergaard. I offentligheden kan det gå ud på ét.

Sin selvbiografi har han kaldt »Don Ø«, for han har det ok med tilnavnet. Det havde han ikke i begyndelsen.

Betegnelsen »Don Ø« blev lanceret af en dabattør på FCK’s internet-forum i slutningen af 90erne, men på det tidspunkt syntes Flemming Østergaard, at det lugtede lidt for meget af mafiaforbindelser, underhåndsaftaler og skumle forretningsmetoder.

Siden har han fået det registreret som selvstændigt varemærke hos Patent- og Varemærkestyrelsen.

»Pludselig var der nogle restauranter, der ville hedde »Don Ø«. Men tænk, hvis nu maden var dårlig, og jeg så kom til at stå til ansvar, når jeg intet havde med de restauranter at gøre?

Der var også et tøjmærke, der gerne ville have navnet, og til sidst fik jeg det registreret.«

Han trækker alligevel lidt på det, da han bliver spurgt, hvordan han har det med »Don Ø« i dag.

»Jeg ved ikke, om jeg identificerer mig med navnet... men gradvis har jeg vel vænnet mig til det. Men jeg er ikke »Don Ø«.

Jeg er Flemming Østergaard.«