Indisk finansmand kåret som årets superiværksætter
Historien om Uday Kotaks visioner og satsninger som stifter og chef for banken KMB overbeviste dommerne til EY World Entrepreneur of the Year.
Historien om Uday Kotaks visioner og satsninger som stifter og chef for banken KMB overbeviste dommerne til EY World Entrepreneur of the Year.
MONACO: En indisk bankmand overstrålede lørdag alle andre, da konkurrencen EY World Entrepreneur of the Year blev afgjort med pomp og pragt i fyrstedømmet Monaco.
Konkurrencen er også blevet kaldt erhvervslivets Oscar-uddeling og er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor landevindere fra nationale konkurrencer mødes i velhaver-enklaven ved Middelhavet for at få kåre en vinder af verdenskonkurrencen.
Virksomhederne er ofte karakteriseret ved at være særdeles vækstorienterede små- eller mellemstore virksomheder, som har bevist deres værd. Det er konsulent- og revisionshuset EY, der står bag dysten – den er dog ikke med i dommerpanelet.
Historien om Uday Kotak og Kotak Mahindra Bank (KMB) handler da også om vækst og atter vækst. Den indiske finansmand stiftede banken i 1985 med en kapital på blot 250.000 dollar. Og det i et meget tungt, bureaukratisk og gennemreguleret indisk finansmarked.
Men banken havde succes og voksede. I dag er KMB et internationalt finanshus, der har 605 filialer i Indien samt afdelinger i en håndfuld af verdens storbyer.
Da Uday Kotak sent lørdag steg op på scenen til kåringen i den pompøse Salle des Etoiles i Monaco var hans korte takketale vendt mod alle andre end ham selv.
»Jeg vil modtage denne pris på vegne af 1,2 milliarder indere og de 26.000 ansatte, der arbejder i banken. Og så modtager jeg den på vegne af alle de entreprenante mennesker, der arbejder på bæredygtighed,« sagde han.
Med kåringen af Uday Kotak og KMB står Indien for anden gang som vinder i konkurrencen, der nu har løbet i 13 år.
Det danske bidrag i år var den familieejede ingeniør- og katalysevirksomhed Haldor Topsøe. Sidste års vinder var bunkeroil-traderfirmaet Monjasa
Berlingske er mediepartner på EY World Entrepreneur of the Year. EY betalte Berlingskes rejse til og ophold i Monaco.