Hotelpriser i London rasler ned
Londons hoteller regnede med at score kassen under OL med voldsomt opskruede priser, men gæsterne bliver væk og hotelpriserne falder.
Londons hoteller regnede med at score kassen under OL med voldsomt opskruede priser, men gæsterne bliver væk og hotelpriserne falder.
Når OL i London starter 27. juli, bliver det muligt at overnatte i storbyen betydeligt billigere end hotellerne lagde op til.
Hotellerne regnede med voldsom rift om hotelsengene og skruede priserne op til næsten det dobbelte af en normal overnatning i OL-perioden.
Læs også: 5 måder at opleve London
Men som spået af turistmyndighederne bliver gæsterne indtil videre væk, og hotellerne sætter priserne ned med en trediedel i et forsøg på at få flere gæster.
Hotel-bookingsiden Hotels.com har offentliggjort de gennemsnitlige priser for London-hoteller, som de ser ud en uge før OL starter, og de viser, at især priserne for en-stjernede og tre-stjernede hoteller er faldet. En-stjernede med 38 procent og tre-stjernede med 24 procent.
Den gennemsnitlige pris for en overnatning mellem 27. juli og 12. august er en uge før OL 1.395 kr. Det er stadig betydeligt mere end i samme periode sidste år, men det er et fald fra 1.528 kr. i starten af juli og et fald fra 1.930 kr. i starten af juni.
Hotelbranchen fastslår selv, at en af grundene til de faldende priser for overnatninger skyldes, at London har fået flere hotelværelser. En række nye hoteller er åbnet i London i denne måned.
Hotels.com forventer at priserne vil falde yderligere de kommende dage, og der ser ud til at være god plads, hvis man har lyst til en London-tur under OL. Hotelbranchens hjemmeside TravelClick har regnet sig frem til, at en fjerdedel af Londons hotelværelser vil stå tomme under OL.
Læs også: Turister dropper London under OL - hoteller for dyre