Harald Voetmanns nye bog er en både rystende og bevægende og ind imellem grotesk rejse ind i dødens rige
En grusomt god bog. Sådan lyder dommen fra Berlingskes anmelder over Harald Voetmanns »Amduat. En iltmaskine«.
En grusomt god bog. Sådan lyder dommen fra Berlingskes anmelder over Harald Voetmanns »Amduat. En iltmaskine«.
Hvis en særpræget og fascinerende skæv historiebevidsthed og et uhyggeligt skarpt øje for de mindre glamourøse sider af kroppens liv er vigtige træk i signalementet af Harald Voetmanns forfatterskab, og hvis sammenskrivningen af forskellige virkelighedslag og tidsspor nærmest ligner en tilbagevendende metode, så er »Amduat. En iltmaskine« en meget typisk Voetmann-bog. Der er – som det med forfatterens egen håndskrift er anført på bogens bagside – tale om »en sammenskrivning af to fortællinger«.
Den ene fortælling er malet på væggen i faraoen Tuthmosis III.s grav i Kongernes Dal og handler om den ægyptiske solgud Re og hans rejse i den hellige båd igennem natten og dødsriget, mens den anden fortælling er henlagt til en hospitalsstue på Holbæk Sygehus, hvor en mand, forfatterens far, dør af lungebetændelse.