Graven bliver kassemester for Novo-pengetank
Novo A/S ansætter Bjarne Graven Larsen som ny finansdirektør. Efter 37 års ansættelse i Novo-gruppen har den nuværende direktør, Thorkil K. Christensen, valgt at gå på pension.
Novo A/S ansætter Bjarne Graven Larsen som ny finansdirektør. Efter 37 års ansættelse i Novo-gruppen har den nuværende direktør, Thorkil K. Christensen, valgt at gå på pension.
En af den danske finansverdens mere markante skikkelser, Bjarne Graven Larsen, vender efter en mindre pause tilbage til en toppost i dansk erhvervsliv. Den tidligere direktør for FIH Erhvervsbank bliver ny finansdirektør i Novo A/S, holdingselskabet i Novo Gruppen, der er ansvarlig for forvaltning af Novo Nordisk Fondens formue, der har en værdi på mere end 300 milliarder kr. Det skriver Novo A/S i en meddelelse.
Bjarne Graven Larsen afløser Thorkil K. Christensen som finansdirektør, der efter 37 års tro tjeneste i Novo Gruppen har valgt at gå pension.
Graven Larsen har udover direktørposten i FIH, som han forlod i oktober 2014, tidligere været en markant fondsdirektør i ATP.
»Novo A/S er en efter danske forhold helt unik virksomhed på grund af dens størrelse, værdier og særlige fokus på life science. Jeg glæder mig til igen at have direkte opgaver og ansvar i forhold til både investeringer og tilrettelæggelsen af den langsigtede investeringsstrategi, der skal fortsætte den positive udvikling for Novo A/S fremover,« siger Bjarne Graven Larsen i en meddelelse.
Fremover skal den tidligere FIH-direktør samarbejde med Eivind Kolding, tidligere topchef i Danske Bank, men siden maj 2014 øverste chef i Novo A/S.
»Vores opgave er at sikre og fortsætte den langsigtede værditilvækst i Novo A/S, og den opgave har Bjarne Graven Larsen både kompetencerne og erfaringen til at bistå med at løse,« siger Eivind Kolding.
Bjarne Graven Larsen tiltræder i stillingen som finansdirektør i Novo A/S den 1. maj.
Novo A/S kom ud af 2014 med et rekordresultat på 13 milliarder kr., hvilket er en stigning på 23 pct. i forhold til året før.