Fremmedarbejderen der blev hotelkonge
Fremmedarbejderen, som han omtaler sig selv, Enan Galaly, fylder rundt. Manden der er kendt for de mange hoteller, og som samtidig er Ridder af Dannebrog.
Fremmedarbejderen, som han omtaler sig selv, Enan Galaly, fylder rundt. Manden der er kendt for de mange hoteller, og som samtidig er Ridder af Dannebrog.
Fra opvasker i Odense til hotelkonge. I dag fylder Enan Galaly 70 år, og historien om direktøren i Helnan International Hotels er et sandt eventyr. Enan Galaly kom til Danmark i 1967, hvor han i starten sov i telefonbokse for at holde varmen, fandt mad i skraldespande og fik et job som opvasker i Odense på det socialdemokratiske Kongreshuset. Senere kom han til Hotel Hvide Hus i Aalborg, hvor han arbejdede sig op fra receptionist til at blive koncernchef for hele hotelkæden.
Men hans tørst efter flere hoteller stoppede ikke her. I 1982 grundlagde han hotelkoncernen Helnan ved at låne 20 mio. kr. i banken, fordi han ønskede at åbne hoteller i sit eget hjemland, Egypten.
Navnet Helnan har en helt særlig betydning for Enan Galaly. Bogstaverne HEL står for byen Heliopolis i Egypten, som er hans fødeby. NAN stammer fra de sidste bogstaver i hans fornavn.
Men det hele har ikke været en solskinshistorie, for finanskrisen kom, og det samme gjorde underskud. Syv hoteller måtte lade livet, og tilbage står i dag Phønix Hotel i Aalborg, Hotel Marselis i Aarhus, et hotel i Marokko og syv i Egypten.
Enan Galaly er gift for anden gang, og han har i alt fem børn. Ved siden af sin titel som hotelkonge er han æresdokter ved en række internationale universiteter, og i 2005 udnævnte ronning Margrethe ham til Ridder af Dannebrog. I sin tale sagde han, at han opfattede udmærkelsen som et symbol på det officielle Danmarks accept af indvandrerne i Danmark. Men det internationale eventyr stopper ikke her.
For præsident Barack Obama inviterede Enan Galaly til et topmøde om iværksætterkultur i 2010 i Washington DC. På den amerikanske regerings hjemmeside blev han præsenteret som »The World’s most famous dishwasher«. Selv foretrækker han titlen fremmedarbejder, og det omtaler han stadig sig selv som.