Der er næppe mange i dagens Danmark, der som 44-årige med raske skridt nærmer sig deres 25 års jubilæum i selvsamme virksomhed, som de begyndte i som purunge. Men det gør Søren Toft, manden, der for ikke mange dage siden var Mærsks ansigt udadtil, da et af rederiets containerskibe, Mærsk Honam, brød i brand i Det Arabiske Hav, og fire besætningsmedlemmer mistede livet.

En uriaspost, hvor det gælder om at holde hovedet koldt og at have prioriteterne i orden ikke mindst i forhold til det menneskelige aspekt i en så tragisk hændelse, men også i forhold til de store værdier, et skib repræsenterer for rederiet. Netop dét er Søren Toft manden for, lyder det på de indre linjer i A.P. Møller - Mærsk.