I landet med verdens højeste skattetryk og en altomsiggribende velfærdsstat er der nok at gå i gang med for os liberale. Skatten skal ned, flere mennesker skal forsørge sig selv, og staten skal blande sig mindre i borgerens liv.

Ofte kan man dog godt føle, at man løber hovedet mod en mur, når man slår på tromme for den mindste forandring. Så snart man foreslår at fjerne en enkelt afgift, eller betvivler nødvendigheden af at give hjemmeboende gymnasieelever SU, lyder der et ramaskrig. Ja, der er næppe noget militær i verden, der kan mobilisere så mange mennesker lige så hurtigt og effektivt som det grædekor, den offentlige sektors behandlere, klienter og administratorer kan stille med.

Venstrefløjen har været smarte. Med indførelsen af alverdens mere eller mindre unødige velfærdsoverførsler har man sikret sig, at der stort set ikke er et tidspunkt i livet, hvor den almindelige dansker ikke er økonomisk afhængig af staten.

Allerede fra før man kan tale, tikker de første børnepenge ind, og inden man får sagt sit sidste ord, har man ofte fået både SU, barselspenge, efterløn og folkepension – bare for at nævne nogle få ydelser. Danskerne er finansielt gjort dybt afhængige af staten. Men det stopper ikke der.

I kontakten med uddannelsessystemet får man tudet ørerne fulde om nødvendigheden af velfærdsstaten – ja, selv morgenvækning er mange steder gjort til en kommunal opgave, mens det personlige ansvar får lov til at sove ind.

Når man tænder for sit TV, vil man erfare, at det også er en offentlig opgave at formidle nyheder og underholdning, og hvis man står i den uheldige situation at skulle krydse landet, er man ofte indlagt til DSBs monopol og evindelige forsinkelser. Ifølge venstrefløjen skal vi være glade for, at staten tager sig af både medieproduktion og transport, og man får indtrykket af, at hvis ikke det var for staten, ville ingen af delene blive til.

Det er som om, at ingen har opdaget, at det er os selv, der betaler hele gildet – inkl. et heftigt administrationsgebyr, som ingen får noget ud af, foruden de mennesker, der lever af at flytte papirer (skræmmende sjældent elektroniske) fra én bakke til en anden. Ingen har opdaget umyndiggørelsen af at være sat økonomisk under administration, og der er blandt politikere såvel som borgere ikke plads til meget refleksion. Den universelle velfærdsstat bliver aldrig betvivlet.

Danskerne lider af Stockholm-syndrom

Men kære danskere, I lider af et kollektivt Stockholm-syndrom. Barnepigestaten brækker dine ben, giver dig krykker og siger »se, hvis det ikke var for mig, kunne du ikke gå«.

Sandheden er, at I godt kan selv, og at man i andre lande trives med en betydeligt mindre statsmagt. Det kunne vi faktisk også godt i Danmark indtil sidst i 1960erne, hvor tingene begyndte at gå den helt gale vej.

Dengang var Danmark et rigtigt smørhul, en decideret minimalstat efter moderne forhold, og danskerne stortrivedes. Sådan kan Danmark blive igen. Men det bliver ikke nemt.

For at vinde kampen må vi liberale fokusere mere på at tale det personlige ansvar op i danskerne. At tage et personligt ansvar for sit eget liv er ikke bare moralsk rigtigt – det er også en fantastisk følelse at erfare, at man rent faktisk kan mere, end man troede, man var i stand til.

Uanset hvor mange år, man har bag sig, giver det at tage et personligt ansvar stadig den samme følelse af eget værd og stolthed, som når et barn første gang løser en opgave uden forældrenes hjælp. Og en god oplevelse avler den næste.

Opgøret med barnepigestaten handler ikke om at lade svage i stikken, eller om at vi alle blot skal være os selv nærmest. Opgøret handler om at målrette samfundets hjælp til dem, der reelt har brug for den, og så lade os andre tage mere personligt ansvar for vores eget liv – et liv som vi nu engang selv er eksperter i. Et opgør med barnepigestaten vil frigøre enorme mængder resurser og styrke individets eget værd. Det vil gøre Danmark friere, rigere og bedre for alle. Og vi kan tage et kvantespring på bare et årti.

Men hvis opgøret med barnepigestaten skal lykkes, og Danmark skal gøres friere, rigere og bedre for alle, så er det naturligvis ikke nok, at vi liberale bare sidder i et hjørne og taler det personlige ansvar op i danskerne. Der skal politisk handling til og ikke mindst politisk mod. Det er en dagsorden, som bør kunne forene både liberale og konservative, så hvad venter vi borgerlige egentlig på? Lad mig komme med et par forslag til programmet for afviklingen af barnepigestaten.

Fem forslag

• Afskaf SUen og omlæg den til et statsgaranteret lån.

Danske studerende er de mest privilegerede i hele verden. Ikke alene får man en uddannelse betalt af staten – man bliver tilmed betalt for at tage den. Men i virkeligheden gør vi de studerende en kæmpe bjørnetjeneste. Vi lærer dem, at indkomst er noget, man får fra staten, og at en uddannelse ikke er noget, som man personligt investerer i. Det kan sagtens lade sig gøre at tjene til dagen og vejen ved at arbejde ved siden af studierne, og i det tilfælde at man ikke vil prioritere det, må man så låne sig til at dække sine byture – det er i hvert fald ikke en statslig opgave at finansiere.

• Nedlæg Kulturministeriet.

Der findes objektivt set ikke god og dårlig kultur – det vil altid afhænge af øjnene, der ser. For nogle er en fodboldkamp kulturelt berigende, og for andre er det kulturelt berigende at gå i operaen. Når nu danskerne godt selv ved, hvad de finder kulturelt berigende, hvorfor så give milliarder af offentlige kroner til en række smagsdommere i Kulturministeriet? Hvis vi nu sparede de milliarder, kunne det være, at vi kunne slippe for tossede forslag som en »Netflix-skat« til at dække hullet i statskassen.

• Indfør bøder ved udeblivelser i sundhedssystemet.

Når patienter udebliver fra aftaler i det offentlige sundhedssystem, spilder man ikke bare lægernes og sygeplejerskernes tid – man koster det offentlige tusindvis af kroner, og man optager tid, som kunne være gået til at operere en anden syg medborger. Selvom det er udtryk for en dybt usympatisk adfærd, bliver man i dag blot honoreret med en ny tid. I stedet burde man som det første få en regning tilsendt – staten skal ikke være søde mor på skatteborgernes regning.

• Drop feriepengesystemet.

Man skulle tro, at voksne danskere selv kunne administrere deres løn, men barnepigestaten har sat os alle under delvis administration. Ikke nok med, at en stor del af danskernes løn bliver konfiskeret af verdens højeste skattetryk – en del af det, der er tilbage, bliver fastfrosset i feriepengesystemet. Det er da en sympatisk tanke, at danskerne skal have råd til at tage på ferie, men det kan man altså godt selv spare op til. Det er ikke svært.

• Stop yderligere sundhedsregulerende lovgivning.

Med jævne mellemrum bliver der i debatten foreslået flere sundhedsregulerende afgifter, forbud mod rygning og anden indgriben i individets frihed med det formål, at vi skal leve vores liv mere ens og på en måde, som er passende for staten. Vi borgerlige er historisk også faldet i fælden med fedt- og sukkerafgifter, som har haft til formål at påvirke danskernes livsførelse. Den fejltagelse må vi ikke begå igen. 5,5 millioner danskere ved bedre selv, hvordan deres liv skal leves, end 179 politikere gør, og danskerne kender godt konsekvenserne af en usund livsførelse. Sundhedsregulerende afgifter er en umyndiggørelse.

Jeg er fuldt ud fortrøstningsfuld på danskernes vegne. Vi er et fornuftigt og ansvarligt folk, når vi ellers bliver givet ansvar. Det er derfor på tide at give danskerne mere personligt ansvar for deres eget liv og afskedige barnepigestaten. Det vil øge danskernes eget værd og frigøre enorme ressourcer for samfundet, som vi kan bruge på mere fornuftige formål.

Så kære borgerlige politikere, foren jer og tag kampen op mod barnepigestaten. Danskerne kan godt selv.