Når den første euforiske glæde har lagt sig, så er det meget vigtigt at slå koldt vand i blodet, tænke sig om på den lange bane og tilknytte professionel rådgivning.
Sådan lyder rådet fra forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen til den heldige kartoffel, der har vundet danmarkshistoriens største lottogevinst på 315 millioner kroner.
»Bredt set er danskerne lønmodtagere, og deres livsløn er ikke på mange millioner kroner. Så det er meget store penge, vi taler om her. Det er nærmest fantasimillioner, og der er ingen almindelige mennesker, der har forstand på at passe på så mange penge. Derfor skal man have fat i noget professionel rådgivning, for man sætter ikke bare 315 millioner kroner ind på bankkontoen,« siger Ann Lehmann Erichsen og pointerer, at den professionelle rådgivning blandt andet skal besvare de mange spørgsmål, der uomtvisteligt vil trænge sig på.
»Du skal have hjælp til at lægge en strategi for at bruge de her penge. Vil jeg aldrig mere arbejde? Hvad skal mit livsindhold så være? Hvor meget skal jeg bruge på ny bil og nyt hus? Der er mange åbenlyse spørgsmål, som kan være svære at svare på, og derfor skal der hjælp til. Man bliver ikke lykkelig af at vinde 315 millioner og så sætte sig i sofaen og kalde sig millionær. Pengene skal ud og arbejde og gøre en forskel,« siger Ann Lehmann Erichsen.
BT skriver lørdag, at det er en 47-årig kvinde, som har udløst den enorme pulje penge på nøjagtigt 315.009.958 kroner. Den heldige vinder er gift og mor til fem børn i alderen 17 til 27 år.
»De fleste vil primært forsøde sin egen og sine nærmestes tilværelse. Der er penge både til kort og lang sigt, og mens man måske selv kan administrere pengene på kort sigt, så er det noget sværere at passe på så store summer på lang sigt, og det er her, jeg ikke kan anbefale nok, at man tilknytter professionel hjælp, for så kan man gøre rigtig meget godt med de nyvundne penge,« siger Ann Lehmann Erichsen.