Alle østtyskere kan »fra nu af« og »med det samme« sætte kursen mod Vesttyskland. Det har Politbureauets medieansvarlige, Günter Schabowski, netop fortalt på et pressemøde i Østberlin.

Den overraskende udmelding kommer efter en dag, hvor et nyt lovforslag har cirkuleret i SEDs øverste cirkler.

Oprindeligt var planen, at de nye regler først skulle træde i kraft fra klokken 04.00 i morgen tidlig, men ifølge Günter Schabowski - der netop har leveret en overraskende sjusket præstation foran TV-kameraerne - gælder det altså »fra nu af«.

Flere grupper af østberlinere er allerede blevet set på vej mod de skarpt bevogtede grænseovergange, som de seneste år har været næsten umulige at komme igennem uden en særlig tilladelse.