Mindst 141.027 danskere har allerede brevstemt.

Det viser en opgørelse, som KMD har lavet for Berlingske på baggrund af 78 kommuner onsdag morgen.

Til sammenligning var der på landsplan 131.834 personer, der brevstemte ved folkeafstemningen om patentdomstolen i 2014, viser tal fra Danmark Statistisk.

»Siden 70'erne har vi set en stigning i brevstemmer, så det er ikke bare kommet fra den ene dag til den anden. Især kan man pege på, at danskerne er blevet mere mobile, for eksempel rejser vi mere i dag, og har fået mere fleksible arbejdstider, der gør det svært at nå forbi et valgsted,« forklarer Jonas Hedegaard Hansen, der er ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Stigningen i antallet af brevstemmer kan, ifølge Hedegaard Hansen, også forklares med en ændring af valgloven efter kommunalvalget i 2009, der har gjort det nemmere og mere tilgængeligt at brevstemme.

Han mener ikke, at det øgede antal brevstemmer er et udtryk for, at flere danskere stemmer.

Der er i højere grad tale om, at danskerne vælger at brevstemme, fordi det er mere bekvemt.

Ved de seneste års folketingsvalg har samme tendens gjort sig gældende. Ved valget i år var der et rekordstort antal brevstemmer på hele 308.883.

I 2011 var antallet af brevstemmer på 273.000 efter i en lang årrække at have ligget stabilt omkring 150.000-180.000.