»Folk er begyndt at kalde mig Mr. Jul. Det har jeg ikke selv tænkt på, men jeg kan da godt se det, for jeg har efterhånden beskæftiget mig med jul i mange år. De sidste fem-seks år har jeg arbejdet med jul året rundt, og lige nu er jeg i fuld gang med julen – i 2018!«

Shane Brox sidder i sin hyggelige lejlighed i en af Københavns gamle ejendomme med Kongens Have som nærmeste nabo. Troldmandens værksted er ganske vist i kælderen, hvor Shane p.t. arbejder på en stor model af Amalienborg til en kommende udstilling, men også heroppe i hans mørke eksklusive lejlighed dukker små finurlige detaljer op – hvilket man jo kun ville forvente hjemme hos det bedste bud på børnenes bedste klippe-klistre-ven efter salig Jørgen Clevin. Denne dag er hele spisebordet også dækket af det seneste projekt, der virker trygt og velkendt – og så alligevel ikke er helt, som man husker det ...