Tiåret for finanskrisen er samtidig en anledning til at tage bestik af den europæiske krisepolitik, som den tyske kansler Angela Merkel stod i spidsen for. Krisepolitikken har været en ubetinget katastrofe, der i dag har ladet krisen migrere over i det politiske system som en trussel mod selve det europæiske projekt.
På lørdag er det ti år siden, at Lehman Brothers gik konkurs og udløste den finanskrise, som Ben Bernanke – den daværende amerikanske centralbankformand – har kaldt for den »største finanskrise i verdenshistorien«. Dette har ledt til fornyet kritik af bankerne, der forbløffende kort tid efter at være blevet reddet af skatteyderne gennem historisk store bailouts vendte tilbage til skyhøje profitrater, bonusfester på direktionsgangene og andre af fortidens synder.
Men finanskrisen var ikke kun et katastrofalt sammenbrud i et håbløst overleveraged og intransparent globalt finanssystem, den var samtidig en dramatisk tryktest for den demokratiske velfærdsstats evne til at krisestyre den globaliserede kapitalistiske økonomi. Her ti år senere står det klart, at især de europæiske regeringer dumpede denne test med et brag.