Det er de færreste musikere beskåret at skrive helt enkle, smukke popmelodier, der kan få de små hår til at rejse sig og pulsen til at falde til ro. Og samtidig orkestrere dem så fint, elegant og organisk, at de i deres færdige form fremstår på en måde, så man aldrig er i tvivl om, at de skal lyde sådan.
Af den slags sange findes der ganske mange på lokale Mads Björns »Monolith«. Lydbilledet er indbydende og vækker især minder om de blide, senere momenter hos engelske Coldplay. Det er ment som en kompliment til en sangskriver, der tillige kan sin Peter Gabriel, sin Kashmir, sin Eno (som godt nok også har fiflet med de førnævnte engelske superstjerner). Der burde nok være singler at pille af for de danske radiostationer og for alle os andre hjemme i vinterstuerne til en indbydende, blå stemning af melankoli og store, åbne vidder at læne os op ad.