Fallulah er forkølet. Hun har trukket knæene op under den grå uldsweater, sipper te og spørger sig selv om, hvorfor hendes krop altid giver op, når det er allervigtigst, at den er i topform.

Maria Apetri, som hun præsenterer sig som, har slet ikke tid til at være syg. Hun undskylder for sin rustne stemme og snøftende næse.

Omklædningsrummet er uglamourøst på den måde, som kun et omklædningsrum i en sportshal kan være med træbænke og endeløse grå knagerækker. En ensom højrød kjole dingler i det tomme lokale og vidner sammen med skiltet på døren om, hvem der holder til her denne lørdag eftermiddag.

Det tager flere timer for Maria Apetri at blive til Fallulah før en tv-optræden. Hendes todelte sort-hvide hår skal glattes på en bestemt måde og udsmykkes med en rød og guldfarvet blomsterkrone, som hun har med hjemmefra. Hendes ansigt skal gøres tv-klart, og de blodrøde læber skal males. Hun håber, at hun også kan nå en lille lur.

Søvnløse nætter

Det er lørdag 20. februar, og i aften får titelnummeret fra Falullahs tredje album »Perfect Tense« tv-premiere til børnenes MGP i Horsens, og den næste uge kommer til at være pakket med øvning og pressearbejde, morgenshows og talkshows inden hendes tredje album udkommer fredag 26. februar.

Albummet er den 31-årige sangerindes første internationale udgivelse. Sony Music er blevet skiftet ud med det amerikanske indiepladeselskab Instant Records, og hun har produceret det i fællesskab med Liam Howe. Han har tidligere arbejdet sammen med sangerinder som FKA Twigs, Lana Del Rey og Adele, og sammen har han og Maria Apetri brugt halvanden måned i London på at indspille og producere »Perfect Tense«.

»Det er nok popmusik, men i andre klæder. Den måde, jeg hører rytmer på, stammer fra min opvækst i et hjem fyldt med balkanmusik, og jeg kan lide at lege med utraditionelle lyde. Det er Fallulah-musik,« siger hun.

Fallulah er ikke bare et kunstnernavn, det er et univers, der dækker over alt fra hendes farverige scenetøj og karakteristiske røde læber til den særlige buldrende, poppede lyd.

Fallulah blev skabt officielt, da Maria Apetri oprettede en profil på det dengang populære sociale medie Myspace i 2007 på sin 22 års fødselsdag i New York, hvor hun levede som professionel danser.

Hun led af søvnløshed og nætterne gik med at vende og dreje sig, mens hjernen kørte på højtryk og idéer og sangtekster poppede frem konstant. Maria Apetri stod ofte op flere gange om natten for at gå ud på toilettet, hvor akustikken var bedst. Her optog hun små brudstykker og lydbidder på sin telefon.

»Det var så nervepirrende og vildt frigørende på samme tid at lægge demoerne på nettet. Jeg kunne for første gang træde i karakter og fortælle verden, at det her laver jeg, og så må I selv om, om I kan lide det. Det var afgørende for der, hvor jeg er i dag,« siger hun.

Amager-pigen

Selv om det siden Maria Apetris barndom har været naturligt for hende at udfolde sig kreativt ved at synge, skrive og danse, lå det langt fra i kortene, at hun skulle stå på en scene og vise hele verden, hvad hun kunne.

Hun led af sceneskræk og social angst op gennem tyverne. Hun var bange for, hvad andre tænkte om hende og havde svært ved at slappe af og være i sig selv.

Tanken om at en tur i supermarkedet kunne få sveden til at pible frem og hjertet til at banke hårdt i brystet. Hun gik kun til fester, hvis hun var helt sikker på, at hun havde en ven, hun kunne gå rundt med hele aftenen. Hvis hun skulle ringe til banken, skrev hun et manuskript og øvede sig på forhånd. Hvis ikke kom angstanfaldene.

Alligevel elskede hun at udfolde sig gennem dansen og musikken, og det hang ikke sammen. Det vidste Maria Apetri godt.

I barndomshjemmet på Amager lyttede familien kun til balkanmusik. Hendes romanske far underviste i folkedans og her mødte han hendes danske mor. Folkedansen fyldte højtalerne, weekenderne og ferierne, hvor de turnerede med dansen i Østeuropa og Skandinavien.

Da faderen døde af kræft, overtog moderen dansegruppen og rykkede familien til Jyderup på Vestsjælland.

»Jeg blev taget væk fra alt, hvad jeg kendte og skulle starte forfra som 11-årig. Uden gadelygter og med marker mellem os og de nærmeste naboer. Folk var anderledes og jeg passede ikke ind i håndboldhallen, det klikkede bare ikke med min mentalitet. Jeg var jo en Amager-pige,« siger hun.

Maria Apetri begyndte at leve i fantasiverdener. Hun drømte sig ind i de amerikanske tv-serier, hun så i fjernsynet og i de romaner, hun slugte. Derfor var det svært for hende, da hun blev så voksen, at hun ikke længere kunne gemme sig i sine fantasiverdener efter skole, men blev nødt til at møde virkeligheden.

At være sig selv

På MGP-gangen i Horsens betragter Maria Apetri en tv-skærm med billeder fra MGP-børnenes generalprøve.

»Hvor er de modige, jeg forstår slet ikke, at de tør,« siger hun begejstret henvendt til en DR-vært. Han fortæller, at han kun en gang har oplevet, at en deltager sprang fra.

»Måske havde hendes klassekammerater fundet ud af, at hun skulle være med, og så blev det for overvældende for hende,« spekulerer Maria Apetri og tilføjer:

»Det er faktisk også en ret sej beslutning at turde tage.«

Ville du have stillet op, hvis der var MGP, du var i lille?

»Aldrig i livet! Det havde jeg da overhovedet ikke turde.« siger hun.

»Perfect Tense,« som Maria Apetri skal optræde med til MGP, handler om at være sig selv og være ligeglad med, hvad andre tænker og turde begå nogle fejl.

»Jeg håber, at folk kan bruge teksten konstruktivt og måske få mod til at få det ud af livet, de vil have. Men den er lige så meget til mit yngre jeg. Jeg var så bange for, hvad folk tænkte om mig, at det hæmmede mig totalt,« siger hun.

Maria Apetri gav sig selv opgaver for som at gå på café alene, finde vej til et møde på egen hånd i en fremmed by, gå ud og spise og gå i biografen. Det var grænseoverskridende hver gang, men hun pressede sig selv ud i uvante situationer for at komme over sin angst.

Hun havde det rædselsfuldt, de første gange hun stod på en scene med sin musik. Men med tiden blev det bedre. I dag er Maria Apetri stadig nervøs, før hun skal på scenen. Under koncerter bliver det bedre undervejs, men når hun skal optræde med et enkelt nummer som i aften, når hun ikke altid at synge nervøsiteten af sig.

Halvandet år efter, Maria Apetri havde vist sin musik frem for første gang, skrev hun kontrakt med Sony Music og udgav førstesinglen »I Lay My Head«. Debutalbummet fra 2011 sikrede hende P3-prisen og de medfølgende 100.000. Singlen »Out of It« blev brugt som soundtrack i tv-serien »Lykke« og gik nummer et på listerne. I 2011 blev »Out of It« årets mest spillede nummer på P3.

»Det er musikken, der har ændret mig. Den har tvunget mig ud i så mange situationer, hvor jeg var på udebane, at jeg blev nødt til at komme over min sceneskræk og sociale angst. Man kan jo ikke stå på en scene, når man har det sådan. Musikken betyder så meget, fordi den har givet mig lov til at være mig selv,« siger hun.

Der er sket meget for Maria Apetri, siden hun bevægede sig ind i musikbranchen, og i 2015 blev hun voksen, i hvert fald på papiret. Hun fyldte 30, købte en lejlighed på Østerbro med kæresten Thomas, tog kørekort og anskaffede sin elskede Tintin-hund Maggie.

Ikke kun mænd kan, hvis de vil

Når det har taget tre år for hende at lave et album, er det fordi, hun helst vil gøre alt selv. Skrive, indspille og producere. Hun ved godt, at det ville være tusinde gange nemmere, hvis hun havde et producerteam, som lavede numrene for hende, men hun vil være tæt på musikken.

»Nogle gange tror folk, at jeg er blevet puttet ind i en forvandlingsmaskine og så er kommet ud i den anden ende som en sangerinde skabt af andre. Sådan er virkeligheden ikke. Jeg er dybt involveret i alt, hvad jeg laver og producerer på lige fod med den person, jeg arbejder sammen med«.

I starten var Fallulah utryg over at producere sammen med andre og især mænd, fordi hun vidste, at de ville få æren for arbejdet. Og hun har siden prøvet et utal af gange, at den mand, hun arbejder sammen med, høster anerkendelsen for deres fælles produktioner.

Det er ikke alle popstjerner, som er rekvisitter i deres eget show. Hun nægter at blive betragtet som en kransekagefigur, og derfor øver hun sig i at sige »hey jeg har altså også været med til at producere det her, og det var min idé og min vision«.

»Vi skal gøre op med den automattænkning, at det kun er mændene, der kan. Men det er svært at gøre uden at virke forsmået. Mine mandlige kolleger er så kække, hvis der er noget de vil. De sætter ikke deres lys under en skæppe. Hvis de kan brage frem på den måde, hvorfor skulle jeg så ikke kunne?« spørger hun.

Fallulahs stemme fylder salen og 1,3 mio. stuer. Alle tegn på februarforkølelse er forsvundet, og hendes røde kjole og lange hår flagrer sort-hvidt i scenelyset, mens hun selvsikkert bevæger sig på 10 centimers stilethæle.

»Let’s forget that we got hurt/We mess up all the time/Tonight we’ll get it right/Doesn’t matter if they laugh at us/We don’t have to be so serious«.