Opsvinget er på det nærmeste aflyst, og i Sydeuropa frygter man, at eurokrisen vender tilbage. Da IMF i sidste uge fremlagde sin prognose for verdensøkonomien, tog valutafondens cheføkonom, Olivier Blanchard, udtrykkeligt forbehold for, at tingene kan gå skævt i Europa; kontinentet er i fare for at glide tilbage i recession, altså fald i BNP.

Europa lider af fire hovedpiner:

Første hovedpine: Nulvækst og deflation

Det er desværre ikke længere helt usandsynligt, at eurozonen går i recession til næste år; nye beregninger fra IMF viser, at der er 40 procents sandsynlighed for det. Et egentligt opsving er der ikke længere håb om.

IMFs skøn kan endda være for optimistisk. IMF venter en vækst i hele eurozonen næste år på 1,3 procent, og det er akkurat, hvad den tyske regering nu venter at få af vækst; tyskerne sænkede deres egen prognose i denne uge. Men i eurozonens næststørste og tredjestørste lande – Frankrig og Italien – bliver der slet ikke så megen vækst. Regeringerne i de to lande venter selv, at væksten næste år hos dem bliver henholdsvis 1,0 og 0,5 procent. Samtidig er forbrugerpriserne i Europa næsten gået i stå, og flere eurolande har allerede deflation priser.

Forklaringerne er mange; blandt andet at borgere og virksomheder over hele Europa er i gang med at afvikle gæld, og de penge, der går til afdrag, kan ikke anvendes på forbrug og investeringer.

 

Anden hovedpine: Stress over bankerne

I den anden ende af de mange lån står de europæiske banker, som er på vej ind under et fælleseuropæisk banktilsyn. Men forinden vil den nye European Banking Authority (EBA) stress-steste EUs 123 største banker; testen vil afsløre, hvordan balancer og regnskaber vil se ud under nogle bestemte ugunstige forudsætninger om den økonomiske udvikling. Resultaterne offentliggøres søndag den 26. oktober, og det bliver en slags sandhedens time.

Ikke alle kommer til at bestå; så meget er allerede afsløret af EBA, som hører ind under Den Europæiske Centralbank, ECB. Og nu gætter man så på hvem, der falder igennem, hvilket vil betyde, at de skal have tilført ny kapital – enten fra aktiemarkedet eller fra en statskasse.

Ratingbureauer og økonomer har allerede gættet, og Fitch peger på, at der formentlig vil være problemer for de græske banker og en af de østrigske banker.

 

Tredje hovedpine: Grækerne vil selv

Bank-stresstesten er ikke den eneste bekymring for Grækenland. De seneste døgn har Athen-børsen reageret med voldsomme kursfald, fordi den græske regering ønsker at afbryde samarbejdet med Trojkaen, det vil sige EU, IMF og ECB. De færreste tror nemlig, at Grækenland kan finansiere sig selv allerede nu. Renterne på græske statslån med en løbetid på mere end et halvt år ligger stadig over fem procent, og det har landet ikke råd til.

Eurolandenes del af lånepakken udløber til december, men herefter vil Grækenland stadig skylde IMF 15 milliarder euro. Motivet til at betale lånet tilbage er rent indenrigspolitisk. IMF har klart sagt, at det var bedst for Grækenland at beholde lånet for en sikkerheds skyld, selv om det medfører, at landet fortsat vil være under tilsyn. Og ECB har advaret om, at centralbanken ikke kan opkøbe græske statsobligationer, hvis ikke Grækenland er underkastet et »program«, altså er under tilsyn af Trojkaen. Alt i alt trækker det op til et ny græsk gældsdrama.

 

Fjerde hovedpine: Statsgælden vokser

Grækenland er ikke det eneste sted, hvor gældskrisen kan bryde ud igen; de finanslovsforslag, som EU-landene netop har indsendt til godkendelse hos EU-Kommissionen, tyder på nye problemer. Først og fremmest ved vi nu, at den franske regering ikke har tænkt sig at overholde forpligtelsen til at nedbringe statsunderskuddet til tre procent af BNP; nej, regeringen budgetterer med et underskud på 4,3 procent eller næsten lige så meget som i år.

Et andet problem er Italien; her bliver underskuddet ganske vist lige under tre procent, men det var sådan set meningen, at Italien skulle begynde at afvikle sin gæld. Det sker ikke; tværtimod vil den næste år vokse til 133,7 procent af BNP – hvilket er ti procentpoint mere end i Portugal. Også i Spanien fortsætter den offentlige gæld med at vokse, selv om de offentlige lønninger fastfryses for femte år i træk.