Erhvervsliv: Regerings nøl om bøder for datasjusk er gift
Det er gift for Danmarks digitale fremtid, at regeringen trods et bredt folketingsflertal tøver med at pålægge offentlige myndigheder bøder for sjusk med datasikkerheden, siger Dansk Erhverv.
Det er gift for Danmarks digitale fremtid, at regeringen trods et bredt folketingsflertal tøver med at pålægge offentlige myndigheder bøder for sjusk med datasikkerheden, siger Dansk Erhverv.
Selv om et bredt og stort flertal i Folketinget er indstillet på, at også offentlige myndigheder skal have bøder, hvis de sjusker med datasikkerheden, har regeringen alligevel sparket spørgsmålet til hjørne, og det kritiseres nu kraftigt af erhvervslivet.
»Det er højst kritisabelt, at regeringen ikke har taget stilling til det helt centrale spørgsmål, om offentlige myndigheder skal slippe med en løftet pegefinger ved datasjusk, mens virksomheder kan få bøder på op til 20 millioner euro. Jeg frygter, at regeringen er ved at udskrive en fribillet til den offentlige sektor. Det vil være gift for den digitale fremtid,« siger Janus Sandsgaard, der er fagchef for IT og digitalisering hos erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.