Er der ingen grænser i ungdomslitteraturen?
Depression, selvskade og digital mobning sniger sig i stigende grad ind i ungdomslitteraturen. Væk er de velmenende forældre og den tykke morale. Men kan målgruppen overhovedet klare al den triste læsning?
Depression, selvskade og digital mobning sniger sig i stigende grad ind i ungdomslitteraturen. Væk er de velmenende forældre og den tykke morale. Men kan målgruppen overhovedet klare al den triste læsning?
»Jeg sætter mig i vindueskarmen og svinger benene ud over kanten. Vinden suser kold og fugtig omkring mig. Frosten river i næsen, hver gang jeg trækker vejret ind. Musikken stiger i styrke, nærmer sig de allersidste toner. Jeg kigger ud på de dalende snefnug, som rammer jorden under mig. Så hopper jeg.«
Sådan kunne slutningen have set ud på Sarah Engells roman »21 måder at dø«. Historien om Stella, der langsomt mobbes til selvmordets rand, er en af de mest populære ungdomsbøger i en lang stime, der omhandler hårde og svære emner. Hvis bogen sluttede med Stellas selvmord, ville det give mening. Men sådan går det ikke.