I religionsdebatten i Danmark lader der til at være bred enighed om, at danskerne ikke er udpræget religiøse. Nogle begræder dette faktum og forsøger at male et billede af, at danskheden som sådan – hvad det så end betyder – og det danske samfund bygger på kristne værdier.

Hvorfor dette er et falsum, kan vi uddybe en anden gang, men kort sagt er værdier som demokrati, ligestilling, seksuel frihed, ytringsfrihed og ikke mindst religionsfrihed ikke kristne. Læser man Bibelen, vil man nok sige »tværtimod«. Desuden er der det klare argument, at havde disse værdier været kristne – burde Danmark vel have fået dem indført, da kristendommen havde magten i landet?