I en artikel i Berlingske Tidende 19/1 skriver Kari Sönsthagen, som er børnebogsanmelder og rektor for Forfatterskolen for Børnelitteratur, om billedbogen, at »det burde være en selvfølge, at billedbøger til børn reelt set også er for børn. Men begrebet »billedbog« rummer i vore dage en så stor mangfoldighed, at man med rette kan spørge sig selv: Hvem skabes billedbøger for, børn eller voksne?« Og det et godt spørgsmål.

I artiklen nævner hun som eksempel på en billedbog, der aktualiserer diskussionen om billedbøger er ved at fjerne sig fra barnet og blive voksengjort Lejren som Dorte Karrebæk har illustreret og jeg har skrevet, så jeg vil godt komme med et bud på et svar.

Kunst bliver, som Shaun Tan siger, næppe skabt med en første tanke om, hvordan eller af hvem den vil blive modtaget. For det meste er den slet ikke rettet til et bestemt publikum, men bliver til for sig selv. Kunstnerens ansvar angår først og fremmest værket selv med en tro på, at det med sin egenart kan tiltrække andres opmærksomhed.

Men for billedbogens vedkommende er der en stiltiende opfattelse af, at formaterne er ekstreme, meget store eller små, at den er fuld af farver, let at læse, har en simpel historie og struktur, at den ikke er så lang og hovedsagelig er målrettet et særligt publikum, nemlig børn, især de yngste. Billedbogen er næsten ensbetydende med børnelitteratur. Men er det nødvendigvis billedbogens væsen? Eller er det et udtryk for konventionelle forventninger og fordomme hos kunstnere, redaktører, forskere, formidlere og anmeldere?

Enkelheden i en billedbog kunne tale for, at den egner sig til børn. Den handler om at vise og fortælle og undersøge sammenhænge mellem ord, billeder og den verden, vi oplever hver dag. Men behøver den erfaring være begrænset til barndommen? Enkelhed udelukker ikke forfinelse og nuancering. Mange læsere bliver, selv om de bliver ældre, ved med at interessere sig for den leg med forestillinger, der foregår i billeder og tekster, og hvor vi med åbne øjne opdager den hemmelige betydning i ting og væsener og oplever verden på en ny måde.

Er der i noget i vejen for, at en billedbog ikke skulle kunne appellere lige så meget til unge og voksne som til børn? Andre visuelle medier lider ikke under den samme snævre, forudfattede mening om sit publikum. Er det at se på ting fra usædvanlige vinkler, søge nye meninger i det kendte og fantasifuldt stille spørgsmål til virkeligheden forbeholdt børn? Eller er det, det kommer an på, de ideer og følelser, billeder og ord kan fremkalde i os, og som måske kan kuldkaste vores vanlige forventninger?

Når jeg en sjælden gang har set en nyfødt, har jeg ikke kunnet lade være med at tænke på, at de med alle deres rynker ligner oldinge, de sidder foran mig med hele deres liv - kort eller langt - og ser lige igennem mig. Jeg er overbevist om, at vi undervurderer dem, hvis vi tror, de er tomme kar, der skal fyldes op. De er til. Og det er lidt latterligt at tale om, at de skal blive til noget. De er. Og i fuld gang med at opdage verden på deres egen forunderlige måde.

Beth Junker fortæller, at ideen om børn som tomme kar eller becomings er en udviklingskonstruktion, der stammer fra rationalismen og bygger på en pædagogisk udlægning af det klassiske humanistiske kulturbegreb, dannelsesbegrebet, der i sin originale version hævder, at vi som mennesker både er subjekter og objekter for egen dannelse, og at vi med skiftende tiders betingelser arbejder på os selv livet igennem. Den pædagogiske udlægning tilføjer, at da børn som børn ikke selv kan være subjekter, er det voksnes pligt at arbejde med dem, til de selv har forudsætninger for at tage over. Voksne er planlæggende subjekter, børn formbare, modtagende objekter.

Den måde at tænke børn som nogen, der er ved at blive til, er en udviklingskonstruktion, der håndterer, institutionaliserer og kvalitetsbelægger voksne forestillinger om børn, barndom og børnekultur som et sammenhængende oplysnings-, dannelses- og udviklingsprojekt, der som mål har at tilvejebringe de rationelle, kognitive kompetencer, børn mangler. Men måske var det en idé at spørge til børns egne projekter med de år, som de voksne i tilbageblik kalder barndomsår, altså spørge til børn som nogen, der er til, væsner, der på egne betingelser er tænkende, aktive, kulturelt formende og socialt handlende væsener.

Børn i dag er jo ikke pludselig generelt blevet dummere end tidligere generationer af børn, men må leve med mere støj fra tidsåndens uhyre aflednings- og afladsmanøvrer af rastløs underholdning og rigid selvudfoldelse i en såkaldt børnekultur.

Jeg tror, det er nødvendigt, at i alt fald nogle af os, der arbejder med billedbøger, giver læserne en fornemmelse af at blive betragtet som hele mennesker, selvom de kun er fem - seks år. De er jo fuldgyldige skabninger med erfaringer og åbne sanser.

I de senere år er der i Norden dukket billedbøger op, der er svære at kategorisere, fordi de ikke er rettet til en bestemt aldersgruppe. De har ikke enstrengede tema- og handlings-spor, men er komplekse og lader det svimlende uforståelige stå til læserens undren. Det er billedbøger, hvor tekst og billede udgør en helhed, en slags nexus-forbindelse eller gensidig afhængighed og flertydighed, som er bogen, og som ikke indbyder til hurtighed og magelighed, men til umage og fordybelse. Det er forunderlige bøger, der kan læses mange gange, fordi der hele tiden er nye oplevelser i tekst og billede. De beskæftiger sig varsomt, åbent og ofte med et skævt smil med livet og døden og i særdeleshed med alt det, som også hører med til billedet af børns og voksnes virkelighed. Der er faktisk ingen grænser for, hvad de handler om.

Mange voksne mener, at det burde vi skåne børnene for - i det mindste i bøgerne. En sympatisk tanke. Og lidt forløjet, når man tænker på, hvad børn udsættes for daglig - og i tv, på film og på nettet.

Det er ikke det, at det bliver sagt. For det gør det jo. Medierne svælger usammenhængende i terror, krig og ødelæggelse, sexovergreb og bestialske mord. Der er ikke megen nænsomhed der, højst hurtigt afsagte domme og pirrende advarsler om blodige scener.

Men billedbogen kan noget andet. En nuanceret, kunstnerisk fremstilling uden fordømmelse af personer og verdener kan give en helt anden kompleks oplevelse end løsrevne nyhedsovergreb. Det handler ikke om, at noget bliver sagt, men om, hvorfor og hvordan det bliver sagt, det handler ikke om at provokere eller støde nogen, men om at fortælle en historie, der betyder noget.

Billedbøger skal ikke nødvendigvis forstås, men give lyst til at forstå.