Eldrup sagde selv op i DONG
DONGs tidligere direktør Anders Eldrup skrev selv sin egen opsigelse.
DONGs tidligere direktør Anders Eldrup skrev selv sin egen opsigelse.
DONGs bestyrelsesformand Fritz Schur gav ikke den tidligere administrerende direktør Anders Eldrup en fyreseddel. For det var ham selv, der valgte at standse samarbejdet. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Det var opgøret og oplysningerne om de besynderlige løn- og ansættelseskontrakter, der fik ham til at opgive sin direktørstol 12. marts, bekræfter Eldrup selv.
- Ja, det er rigtigt, at jeg afleverede min opsigelse, siger Anders Eldrup til Jyllands-Posten.
I 11 år var han topchef i den statsejede energigigant.
Men ud over at bekræfte sin opsigelse, ønsker han ikke at give flere oplysninger om sin beslutning.
- Jeg vil ikke gå i detaljer her og nu. Det må vente til efter advokatundersøgelsen, siger han til Jyllands-Posten.
I den officielle version af Dong-historien er det hidtil blevet fremlagt, at Fritz Schur og nogle af de andre bestyrelsesmedlemmer afskedigede Eldrup uden varsel 9. marts. Og ifølge Jyllands-Posten er det da også korrekt, men fyresedlen er ikke blevet underskrevet, og der er ikke foretaget andre formelle træk i sagen.
Til gengæld mødtes parterne mandagen efter, hvor de blev enige om, hvordan bruddet mellem elselskabet og den nu tidligere topchef skulle foregå, og hvad det skulle indebære.