En lille pige med et udtryk, der er lige så træt som den falmede trikolore, hun efterhånden har fået tværet godt ud i ansigtet, står med sin familie og skal krydse Avenue de Suède i Nice.

Jeg holder tilbage for familien, og gennem forruden på min udlejningsbil får jeg øjenkontakt med pigen. Hun ser mit smil, og pludselig er festen tilbage i pigens ansigt, trætheden væk, og hun råbesynger med sin lyse stemme, »On est champion, on est champion, on est, on est, on est champion,« mens hun kigger på mig og krydser gaden.