Sønderjylland og Fyn er hårdest ramt af det våde lørdagsvejr, og indtil videre slipper Sjælland med en grå morgen med knap så meget regn. Men strandturen lader altså vente på sig, for regnen vil fortsætte mere eller mindre resten af dagen.
I Sønderjylland og Fyn er der nogle steder faldet mellem 30-40 millimeter, hvor Sjælland kan forvente en 5-10 millimeter »maksimum«.
Det fortæller Thyge Rasmussen, vagtchef hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
»Vi har fået store regnmængder, men meget af det er faldet i nat- eller morgentimerne, så mange er måske sovet fra det. Hvis man sover længe nok, er det værste overstået,« siger Thyge Rasmussen.
»Det ser ud, som om hen af middagstid vil det kun regne i Nordjylland og Bornholm. Ellers vil det stort set være holdt op i resten af landet.«
{embedded type="node/feeditem" id="36333879"}
Der bliver en pause i regnvejret i eftermiddagstimerne, men sidst på eftermiddagen kommer der nye regn- og tordenbyger.
»De ser til gengæld ud til at være lidt hidsige. De varer ikke så længe, men de kan godt være hidsige, mens de står på, så der kan altså godt komme skybrud rundt omkring, og det er også derfor, vi har et varsel oppe om skybrud fra sidst på eftermiddagen.«
De hidsige byger falder længere østpå, og det betyder, at Sjælland ikke går fri.
»Fyn og Sjælland er nok der, der kommer mest. Men det vil ikke være alle steder, for det er nogle byger, som godt kan smutte uden om nogle steder,« siger Thyge Rasmussen.
I nat og søndag bliver en blæsende omgang. For det vil blæse ganske meget fra nordvest og vest.
»Det bliver en blæsende søndag, men tørvejr stortset,« siger Thyge Rasmussen.