Christianitten Dorte Albertsen bor i et hus uden tag.

Et hus uden tag ville være problematisk for de fleste. For Dorte Albertsen er det et særligt problem. Det har sat en stopper for hendes drøm om en livlig første etage på hendes hus – med atelier og undervisning.

Skjult under presenning og stillads er hendes hus et symbol på en ny virkelighed. Den gamle fristad Christiania spørger staten om lov.

I 2012 købte Fonden Fristaden Christiania skødet på den gamle kasernegrund efter mange års tovtrækkeri med staten. Fondsaftalen gav christianitterne lov til at blive boende, men slog samtidig endegyldigt fast, at den gamle fristad var underlagt de samme love og regler som alle andre. I dag har Christiania rettet ind for myndighedernes krav.

Berlingske har gennem flere uger talt med en række personer på Christiania for at undersøge en af de mest unikke samfundskonstruktioner i verden. I en tid, hvor hashhandlen i Pusher Street tager al opmærksomhed, har vi fulgt beboernes hverdag.

Christiania deler befolkningen og rejser grundlæggende spørgsmål. Kan et samfund tillade en stat i staten? Hvad er den gamle fristads berettigelse i dag? Hvad er det politiske projekt?

***

Dorte Albertsen bor i huset uden tag for enden af Christiania i området Norddyssen.

Den 65-årige kvinde sidder i en brun læderstol. Hun kigger ud ad vinduet, ud på presenningen og stilladset, der omslutter huset.

»Der kommer jo ikke meget lys ind,« konstaterer hun.

Bygningsstyrelsen holder øje med byggeriet på Christiania. Styrelsen bremsede Dorte Albertsens tagbyggeri, fordi godkendelsen ikke var på plads.

»I 1980erne havde vi bare bygget. Men sådan er det ikke længere,« siger Dorte Albertsen.

Langt fra Christianias livlige centrum føler hun sig isoleret. Men Dorte Albertsens hus ligger alligevel så meget på Christiania, at hendes mor ikke havde lyst til at besøge hende.

»Vi kom fra et trygt Frederiksberg-villakvarter. Min mor kunne ikke forstå, man kunne bo herude. Hvorfor ikke bare i en lejlighed ligesom hende?« siger Dorte Albertsen.

Ikke desto mindre har hun boet på Christiania siden 1977.

»Det er et spændende sted. Her har vi haft mulighed for at bygge tingene op fra bunden. Vi har et fællesskab på godt og ondt,« siger hun.

Eksmanden er flyttet til Frankrig, og børnene bor stadig på Christiania. De er flyttet ud af huset. Tidligere arbejdede Dorte Albertsen på Christiania. I dag er hun socialrådgiver på den psykiatriske afdeling på Frederiksberg Hospital.

I virkeligheden er det blot et byggeprojekt, der er gået i stå. Loft og presenning holder regn, blade og sne ude, og et nyinstalleret oliefyr sørger for, at Dorte Albertsen ikke fryser.

Men der er alligevel mere på spil for den 65-årige kvinde, der har oplevet Christiania siden de glade år i 70erne og 80erne.

Der er slået skår i forestillingen om det ultimative hippieland i et hjørne af København.

»Jeg går bare og venter på, hvad der skal ske med huset. Det er som at være fanget i et limbo,« siger hun.

***

I det nye Christiania skal alle nye byggeprojekter og renoveringer godkendes af en statslig instans – i dette tilfælde Bygningsstyrelsen. Det er ikke anderledes end i resten af Danmark, men Christiania opfatter sig heller ikke som resten af Danmark.

Den gamle fristad repræsenterer netop drømmen om, at det står enhver frit for at bygge et bananformet hus eller et skriggrønt tårn, som en beboer formulerer det.

Det bananformede hus er ikke et tænkt eksempel.

Et sort hus drejer rundt om en terrasse af betongrå fliser. Set fra den rigtige vinkel hælder taget ned mod husets ene ende, som var enden spidsen på en banan. I den anden ende er en hvid væg overmalet med en sort stjerne og en mand i sort bowlerhat, hvid skjorte og sort vest. Han symboliserer en tysk naver. Det var dem, der i 1985 nød godt af friheden og byggede det særegne hus.

Helt ude ved vandet er en bygning af glas formet som en UFO.

Det er denne frihed, som svinder ind.

Dorte Albertsen med huset uden tag er fra en generation af christianitter, hvor man selv byggede. Hun maler, laver lerskulpturer og bygger.

Hun har selv renoveret døre, vinduer, varmerør og gulv i huset herude på Norddyssen. Det er tre år siden, hun i samarbejde med Christianias byggekontor besluttede sig for at få renoveret taget.

Men taget er endt i en af papirbunkerne hos Bygningsstyrelsen.

Da Dorte Albertsen havde ventet mere end to år på, at hendes tag kunne blive renoveret, kom en ansat fra Christianias byggekontor forbi. De besluttede at gøre, som Christiania gjorde i 80erne, dengang man hellere ville spørge om tilgivelse end om lov.

De rev taget ned.

Men Christiania var ikke længere i 1980erne.

Bygningsstyrelsen greb ind. Byggeriet var ikke godkendt, så det kunne føre til lejetillæg – det, christianitterne kalder bøder - hvis byggeriet ikke stoppede.

Vinteren over har Dorte Albertsen kunnet kigge over på kontrasten. På den anden side af vandet har gaffeltrucks holdt gang i byggeriet af den nye restaurant Noma.

Spørger man bare Dorte Albertsen, hvorfor hun ikke bare får bygget det tag, svarer hun:

»Jeg må ikke. Så får vi bøder,« siger hun.

I dag venter Dorte Albertsen på, at tagbyggeriet bliver godkendt, så hun kan få en første etage. Seneste melding er, at godkendelsen er på vej.

Er Christiania blevet pacificeret?

***

 

Det blev udråbt som en festdag.

1. juni 2012 afleverede Fonden Fristaden Christiania 52 millioner kroner - knap halvdelen af den endelige købssum på 125,4 mio. kr. til statens repræsentant, Martin Lidegaard. I bytte fik fonden ejendomsretten over den centrale bymæssige del af Christiania. De resterende fredede områder ejer staten stadig – dem lejer Fonden.

Aftalen blev til med tilslutning fra alle christianitterne på et fællesmøde. Men i dag taler flere imod den. Det var nødvendighedens kompromis, det mindste onde, siger dens fortalere. Men samtidig mener mange, at aftalen har hugget knaster af friheden.

Ole Lykke flyttede selv på Christiania i 1979.

»Vi er blevet mindre fristad,« siger han.

Hans sølvgrå hår rejser sig i vinden, når han kommer cyklende på sin røde Christiania-producerede Pedersen-cykel.

Ole Lykke er manden bag Christianias lokalhistoriske arkiv og en af Christianias talspersoner.

Inde i arkivet fylder mapper hylderne, bunker af papirer dækker bordene. Han henviser til et af Christianias vigtigste dokumenter.

»Christianias målsætning er at opbygge et selvstyrende samfund,« starter teksten, der den dag i dag hænger rundt omkring på Christiania.

Dokumentets underskrivere nedfældede drømmen om et alternativt Danmark, et selvstyrende samfund med Vatikanet som forbillede. Som en slags stat i staten, bare uden religiøst overhoved. Jakob Ludvigsen var en af idégeneratorerne i 1960ernes ungdomsoprør og den mest kendte underskriver.

Men virkeligheden seks år efter aftalen stemmer ikke overens med den idé, som Jakob Ludvigsen og hans kammerater formulerede i 1971.

»Drømmen var at klare sig selv. At opbygge et selvstyrende samfund,« siger Ole Lykke.

Hvorfor er det så vigtigt selv at bestemme?

Han kigger op. Smiler.

»Kan du ikke forstå det?«

***

 

Før Christiania officielt blev Christiania, havde en flok christianshavnere over et års tid brudt hegnet ind til den forladte Bådsmandsstræde Kaserne.

Over de næste mange år blæste skiftende politiske vinde over Christiania. Indimellem var fristaden ved at blive væltet omkuld, som da Folketinget havde vedtaget, at hippierne på kasernen skulle skrubbe af 1. april 1976. Men hjulpet af folkestemningen overvandt beboerne det politiske pres, og da kalenderbladet vendte til 2. april 1976, var de der endnu.

Men så fik Anders Fogh Rasmussen regeringsmagten. I 2014 opsagde VK-regeringen den daværende aftale mellem Christiania og staten, og den daværende særlov for Christiania blev revideret. Christiania skulle normaliseres. Det åbnede et årelangt opgør mellem regeringen og Christiania.

To tabte retssager senere underskrev Fonden Fristaden Christiania i 2012 en købs- og lejeaftale på skødet på den gamle kasernegrund, hvorefter Fonden lejede boligerne ud til christianitterne.

»Det politiske projekt var at få lov. Det var ikke at blive underlagt loven. Men i 2012 gik Christiania endegyldigt fra at være en politisk størrelse til at være en juridisk størrelse,« siger christianitten Ole Lykke.

»Planen var at udnytte de fantastiske bygninger. Vores civile ulydighed har reddet området fra et blive endnu et betonbyggeri. Vi har selv siden 80erne lagt restriktioner på byggeriet omkring søen og voldene, men med ret til forbedringer. Men med Kommunen, Bygningsstyrelsen og Kulturarvsstyrelsen som kontrolinstanser er det blevet meget svært at udvikle byggeriet,« siger Ole Lykke.

***

Når Allan Lausten kommer hjem fra arbejde, tænder han op i en brændeovn for at holde varmen.

Han kalder sig selv en afdanket håndværker.

I dag er han koordinator på Christianias byggekontor, som administrer byggeri på Christiania. Allan Lausten varetager blandt andet kontakten til myndighederne.

Kærligheden drev den 54-årige mand til Christiania i slutningen af 80erne, og i 1990 troppede han op på byggekontoret for at søge job.

»Jeg har ikke nogen uddannelse, men her har jeg i en årrække vist, at jeg kan løfte opgaverne. Jeg kan godt lide den frihed, jeg har her, til at gøre, hvad der passer mig. Jeg møder ind, når jeg vil. Den frihed og det at kunne påvirke det fysiske rum lige omkring mig kunne jeg unde alle.«

I dag arbejder Allan Lausten i spændingsfeltet mellem christianitternes drømme og realiteter.

En realitet er, at mange beboere stadig varmer deres hjem op med brændeovne.

»Selvfølgelig skal brændeovnene udfases. Jeg vil også gerne selv med på et nabovarme-system. Men det er en proces. Det tager den tid, det tager.«

Ole Lykke siger det på en anden måde:

»Vi har i mange år været mere romantikere end økologer. Men nu da vand, el, kloakering og boligerne er kommet i orden, er vi kommet godt i gang med den del af Christianias målsætning,« siger Ole Lykke.

En del af målsætningen fra 1971 handlede nemlig om at vise, at man kunne undgå psykisk og fysisk forurening.

Nu leder Allan Lausten og co. efter nye måder at varme områdets huse op på. Solceller på det lokale byggemarked, Den Grønne Hal, kunne ifølge Allan Lausten levere strøm til en tredjedel af Christiania.

Men også miljøvenligt byggeri er underlagt regler.

Den Grønne Hal, hvis hovedindgang peger lige ned mod Pusher Street, er en fredet bygning. Under den store grønne facade med de karakteristiske røde indfatninger, det gamle ur og de store ruder åbner sig et imponerende frit gulvareal, der i dag er fyldt op af brædder og bjælker.

På grund af fredningen må der ikke pilles ved bygningens unikke tagkonstruktion. Det ryster christianitterne på hovedet af. De mener, de har reddet bygningen fra at blive til endnu et betonbyggeri.

Listen over påbud fra Bygningsstyrelsen med byggeri, der skal rettes op på, fylder et par A4-ark. Bliver de ikke rettet op, skal christianitterne punge ud.

I enkelte tilfælde har Christiania forsøgt at gøre ting på trods. Et eksempel er en ældre mand, der skulle have et toilet i sit hus, så han fik opstillet en toiletbygning. Bygningen blev ikke godkendt. Men han var nødt til at få et toilet, så nu betaler Christiania 120.000 kroner om året i lejetillæg. Styrelsen oplyser, at der er lavet en aftale om, at Fonden kan få lejetillæget tilbagebetalt, hvis den ulovlige toiletbygning er fjernet inden 2019.

***

 

Håndværkeren Allan Laustens eget hus står som et symbol på et svunden tid. Taget på en af de mange knopskudte udbygninger slår hjemmelavede bølger for at lede vandet væk.

Huset er ikke bygget efter regler og forskrifter. Men huset står.

»Som gammel anarkist vil jeg sige, at Christianias frirum til at tænke nyt er blevet stærkt reduceret. Tidligere var det bedre at spørge om tilgivelse end om lov. Det rum er forsvundet,« siger håndværkeren Allan Lausten.

Allan Lausten har svært ved at se, hvordan modellen med en fond mellem Christiania og staten kan sikre Christiania som fristed.

»Det vilde, det utæmmede Christiania har tabt. Før var Christiania et flagskib, nu foregår alt med livrem og seler. Vi er kommet under samfundets logik, hvor alt handler om regler,« siger Allan Lausten.

Tidligere byggede christianitterne huse ved at finde ting rundt omkring, fortæller han. Fandt man vinduer og døre, byggede man resten af huset rundt om de vinduer og døre. I dag skal man have færdige planer for sit hus, før man kan bygge.

Allan Lausten henviser blandt andet til en christianit, der bor i et hus på 17 kvadratmeter. Han har søgt om godkendelse til en udbygning på to kvadratmeter. Efter to år er udbygningen stadig ikke godkendt.

»Christiania har mistet noget af sin sjæl,« siger Allan Lausten.

***

Men hvad kæmper christianitterne for, hvis fristaden ikke længere er fri?

Internt ulmer utilfredsheden.

Følg med i andet kapitel.