Det ved vi om fatal hændelse ved Manchester Arena
En koncert med den amerikanske sanger Ariana Grande i Manchester udviklede sig til en tragedie.
En koncert med den amerikanske sanger Ariana Grande i Manchester udviklede sig til en tragedie.
Manchester. Der lød mandag aften et eller to brag under en koncert med amerikanske Ariana Grande i den britiske storby Manchester.
Efterfølgende er adskillige personer bekræftet døde, oplyser politiet i Manchester.
Her er, hvad vi ved indtil videre.
* Politiet i Manchester skriver på Twitter kort efter klokken 02 dansk tid, at mindst 19 er dræbt, mens mindst 50 er såret. Ambulanceberedskabet i Manchester oplyser ifølge The Guardian, at det præcise tal er 59 sårede.
* Det er fortsat uvist, om det er bragene eller panikken, der opstod efter, der har været den primære årsag til de mange dødsfald.
* De første ubekræftede meldinger om de store brag lød kort efter 22.45 dansk tid. Det er endnu ikke bekræftet, at der er tale om en eksplosion.
* Britisk politi oplyser til BBC, at man efterforsker episoden som en mulig terrorhandling.
* Kort før klokken 2 foretog bomberyddere i byen en kontrolleret detonation af en sprængladning ved Cathedral Gardens. Det viste sig dog at være efterladt tøj.
* Den britiske premierminister, Theresa May, har indkaldt til et ekstraordinært sikkerhedsmøde, der skal finde sted tirsdag formiddag klokken 10 dansk tid.
* Toglinjerne fra Victoria Station i Manchester er lukket ned og evakueret, ligesom alle tog er aflyst, oplyser jernbaneselskabet National Rail på Twitter.
* Samtlige veje mod arenaen er desuden spærret af politiet, beretter nyhedsbureauet dpa.
/ritzau/