En ung mand omkring de 20 år blev fundet død i sin seng hos sine forældre.

Om aftenen var han gået i seng med influenzalignende symptomer; hovedpine, opkast, svimmelhed. Dagen efter blev han fundet livløs med opkast ud over det hele.

Omstændighederne omkring døden var usædvanlige: Han virkede glad, passede sit arbejde og sin skole og var generelt vellidt, og obduktionen gav ikke nogen umiddelbar forklaring på, hvorfor den unge, normalt raske mand var død i løbet af natten.

Men én besynderlig ting blev dog bemærket ved den unge mands lig. Det lugtede af et eller andet.

En ringetone lyder. Ud af lommen fisker retskemikeren en telefon.

»Worm-Leonhard,« siger han.

I den anden ende af røret er der tvivl om nogle journaler i en sag om narkotika. Martin, som retskemikeren hedder til fornavn, opklarer hurtigt forvirringen.

Martin Worm-Leonhard sidder på sit kontor på Syddansk Universitets retsmedicinske institut et par kilometer uden for Odenses centrum. På væggen hænger engelske ordsprog og billeder, og inde i reolen står mindst et dusin tomme øldåser – »fredagsøl,« lyder forklaringen – ved siden af tykke bøger om retskemi. Computeren spiller noget heavymusik, og Martin, der af en kollega er blevet beskrevet som »en nørd, der taler som Dan Túrell«, har en t-shirt på med teksten Don’t annoy the crazy person.

Sammen med fire andre retskemikere fra universitetet hjælper Martin Worm-Leonhard politiet med at løse kriminalgåder. Er en ny type narkotika blevet smuglet ind i landet? Og hvad er forklaringen bag et mystisk dødsfald, hvor en 20-årig mand er gået i seng med influenzasymptomer og findes død den næste morgen?

Ofte bliver retskemikernes arbejde afgørende oplysninger i politiets arbejde med en sag. Og ikke mindst inspiration for amerikanske TV-serier som CSI, NCIS og Dexter, der ovenikøbet formerer sig med spin offs i andre, lige så mordramte amerikanske storbyer, hvor birollerne bliver de nye helte (CSI:NY, CSI:Miami, CSI:Cyber etc.). Vi elsker at se serierne, og vi elsker at læse krimierne, der har gjort forfattere som Jussi Adler-Olsen og Sarah Blædel til husholdningsnavne – og millionærer.

Men hvor meget ligner fiktionen virkeligheden? På mange måder en hel del. Og så alligevel ikke.

»Langt de fleste sager handler om at kunne be- eller afkræfte en mistanke om, hvad der er sket,« siger Martin Worm-Leonhard.

Det gælder om at undersøge, hvorvidt det tomme glas sovepiller, som blev fundet ved siden af liget, rent faktisk var skyld i dødsfaldet. Eller at den bilist, der blev stoppet i sin bil stinkende af alkohol, rent faktisk var fuld, da han satte sig bag rattet.

I sin kerne handler Martin Worm-Leonhards arbejde om at sikre retssikkerheden, fortæller han. For de spor, som en retskemiker kan levere, er ofte afgørende beviser foran en dommer. Men engang imellem medfører det arbejde noget ganske uventet.

»Så er det, det bliver rigtigt sjovt,« siger han.

Sagen om den 20-årige er én af de sager, som tog en uventet drejning.

Liget lugtede skarpt og tørt; muggent men samtidig med en umiskendelig dunst af et bekæmpelsesmiddel, bemærkede Martin Worm-Leonhard. Ifølge politiets foreløbige efterforskning var der dog ikke noget, som tydede på, at den unge mand havde gået med selvmordstanker. Men hvad var der så sket?

Inden Martin Worm-Leonhard har taget plads i sin kontorstol, med fødderne dinglende nogle centimeter over jorden, har han vist rundt i laboratorierne.

»Det er slet ikke lige så high tech som på TV,« bemærker han.

Bygningen ligger over for kontorbygningen og består af en masse mindre rum, hvis indretning minder om et samtalekøkken; høje skabe, bordplader og en håndvask. Men der er ingen gammel opvask eller skinnende samling af køkkenelektronik.

I stedet ligger fem-seks små lynlåsposer med hvide, næsten lidt flydende uregelmæssige tabletter i.

»Amfetamin,« forklarer Martin Worm-Leonhard.

Ud over arbejdet med at finde kemiske stoffer i mennesker – levende og døde – undersøger retskemikerne også narkotika.

Flere gange har Martin Worm-Leonhard arbejdet med sager, der nærmest minder om den amerikanske TV-serie Breaking Bad, hvor personer har forsøgt sig med at fremstille amfetamin i hjemmelavede laboratorier.

»På et tidspunkt blev vi kaldt ud til en fyr, der havde lavet et improviseret amfetaminlaboratorium i sin garage. Der var bøtter, glas, vandbad og affald derinde,« fortæller han.

Sammen med resterne af benzin, neglelak, og hvad der ellers bliver brugt til at fremstille narkoen, var der brugsvejledninger fra internettet. Selv sagde ejeren af garagen, at han blot forsøgte at fremstille lidt til eget forbrug. Martin Worm-Leonhards opgave var derfor blandt andet at tjekke, om sandheden i virkeligheden var en anden; havde manden forsøgt at fremstille større mængder for at sælge amfetaminen videre?

»Så måtte vi jo have alle tingene transporteret tilbage til laboratoriet, hvor jeg fulgte fremgangsmåden fra vejledningerne for at se, om det kunne lade sig gøre at lave nogenlunde amfetamin,« siger han.

»Og det kunne det rent faktisk godt,« tilføjer Martin Worm-Leonhard.

Universiteterne i København og Aarhus har hver cirka ti retskemikere ansat. Nogle af arbejdsopgaverne er opdelt mellem universiteterne, og i Odense undersøger de alle de mistænkelige stoffer, som politiet beslaglægger ved den dansk/tyske grænse.

I laboratoriet rækker Martin Worm-Leonhard mig en pose. Den er fyldt med hvide klumper, der hver er på størrelse med en tommeltot og vejer 10 gram, fortæller han. Det er kokain, som blev forsøgt smuglet fra Holland og ind i landet.

»Der var i alt hundrede af de her. Personen slugte dem én for én,« siger han og viser mig et billede.

Kokainklumperne er pakket ind i film og har individuelle tegn. Med lidt hurtig hovedregning bliver det klart, at ét enkelt menneske har haft et helt kilo kokain liggende i maven. Og ekspederet dem naturligt ud igen.

»Så vi lod dem lige ligge i klorin et par dage,« tilføjer Martin Worm-Leonhard.

I et andet laboratorium står tre plasticbeholdere og fire mindre glas bag en skærm af klart plastic. De indeholder alle prøver fra det samme lig, der er blevet obduceret: Lidt maveindhold, noget muskelvæv og et stykke af leveren. I de mindre beholdere er der urin- og blodprøver – to af hver slags. Det var samme type prøver, der gav Martin Worm-Leonhard og hans hold det første svar i sagen om den 20-årige.

Men for at kunne teste skal prøver gøres klar. Rutinearbejdet er noget af det, man aldrig ser eller hører om i fiktionen. Forbrydelsen skal jo både nå at finde sted og opklares i løbet af 60 minutter, men uden rugbrødsarbejdet ville kemikerne og teknikerne aldrig komme frem til brugbare resultater.

»Hvis vi bare propper en blodprøve ind i en maskine, får den et hjertestop,« forklarer Martin Worm-Leonhard.

I sagen om den 20-årige bekræftede resultaterne af de første prøver Martin Worm-Leonhards anelse: Det ildelugtende var en form for gift.

Helt præcist et insektmiddel, som i flere år havde været forbudt i hele EU. Og der var stort set ingen tilfælde af forgiftning med midlet inden for de seneste 30 år. Alligevel stemte symptomerne med opkast, svimmelhed og hovedpine godt overens med forgiftning. Kunne det være et giftmord?

I tilfældet med den 20-årige mand virkede det usandsynligt, at det var lykkedes nogen at forgifte ham, uden han selv ville have opdaget det på grund af den kradse lugt.

Men flere prøver måtte til for at fastslå, hvordan insektmidlet var endt i blodet – og om der var tale om en forbrydelse eller ej.

Martin Worm-Leonhard og resten af holdet tog prøver fra den afdødes clockradio, sengebord, ja, sågar noget af gulvtæppet, som vel at mærke var rengjort, ved at gå overfladerne efter med vatpinde. Ud fra prøverne lykkedes det at fastslå, at den afdøde umuligt kunne være kommet i kontakt med giften ved et uheld: Giften havde været i det opkast, som værelset havde været sølet ind i – og dermed også nede i mavesækken.

Tilbage var blot at fastslå, om insektmidlet var tvunget i ham eller drukket frivilligt. Holdet koncentrerede sig derfor om mavesækken, der lugtede ekstremt dårligt. Her kunne de konstatere, at mængden af midlet i maven var så stort, at den 20-årige kun kunne have fået det i kroppen ved at drikke det med vilje. Selvmord var med andre ord svaret på gåden.

»Vi fandt aldrig ud af hvorfor,« siger Martin Worm-Leonhard.